Se billederne: Wiese viste vejen

Se billederne: Wiese viste vejen

Bertram Schou Wiese havde fået indstillet sigtekornet perfekt til lørdagens hjemmekamp. Foto: Andreas Sandby Lissau

FODBOLD: Bertram Schou Wiese blev den store helt for Slagelse B&I’s sjællandsserie-hold, da han med to smukke mål blev matchvinder for vestsjællænderne, der lørdag vandt 2-1 hjemme over BK Frem Sakskøbing.

24 minutter skulle der gå før offensivspilleren første gang fandt vej til netmaskerne efter fornemt forarbejde af Enes Osmic, der lækkert rundede et par Sakskøbing-spillere, inden han fandt Wiese i fødderne, som efter et træk klaskede bolden helt op i krogen til 1-0.

Scoringen blev den eneste i en jævnbyrdig første halvleg.

Gæsterne kom bedst ud efter pausen og udnyttede et godt pres til at bringe balance i regnskabet kort inde i anden halvleg.

Der skulle dog ikke gå længe før vestsjællænderne og Bertram Schou Wiese fandt svar på tiltale.

Syv minutter senere kombinerede Wiese sig nemlig fra højre kant ind i banen via en velspillende Jannik Mayhöfer. Og med en kælende flad indersideafslutning fra kanten af feltet, så strøg bolden langs det regnvåde kunstgræs ned i det lange hjørne – og så førte de rødblusede igen målregnskabet.

Trods flere kæmpechancer til gæsterne i en intens slutfase, så fik vestsjællænderne forbilledligt arbejdet sejren i hus i den silende regn.

– De viser stort fighterhjerte i dag. Vi har snakket om, at hvis tingene ikke lige glider og kører, så må man bare arbejde benhårdt i stedet. Og det må man sige, de gør i dag. Vi havde en smal bænk, mange ændringer og folk, der spiller på positioner, som de ikke er vant til. Alligevel arbejder vi som et hold og holder flot balance i organisationen hele kampen igennem. Så kæmpe ros til drengene, lød det efter opgøret fra Slagelses U23-cheftræner Amdi Augustsen.

Dermed har vestsjællændernes næstbedste hold, i modsætning til førsteholdet, fået en perfekt start på foråret med sejre i de to første kampe. De rødblusede er at finde midt i tabellen på en 7. plads.

Næste opgave venter kommende lørdag ude mod Tuse IF.

Kamptal

Sjællandsserien

Slagelse B&I – BK Frem Sakskøbing: 2-1 (1-0)

1-0: Bertram Schou Wiese (24)

1-1: Mathias Klitgaard Thomsen (49)

2-1: Bertram Schou Wiese (56)

Bertram Schou Wiese havde fået indstillet sigtekornet perfekt til lørdagens hjemmekamp. Foto: Andreas Sandby Lissau