Populær gardercamp giver mod på mere

Populær gardercamp giver mod på mere

slagelse: Der er helt stille i kælderen ved Vestre Skole dér, hvor Slagelse Garden har sine lokaler. Det skal man imidlertid ikke lade sig narre af , for deltagerne i årets Gardercamp er blot i gang med et udendørs stjerneløb for at få klaret hjernen efter frokosten, inden det igen går løs på instrumenterne i øvelokalerne.

– Der sker rigtig meget på de tre dage, som campen varer, og vi har med vilje sørget for, at der er god variation i programmet, siger Gitte Altenburg. Hun er en del af bestyrelsen bag Slagelse Garden, og i forbindelse med årets Gardercamp er hun den, der har fået puslespillet til at gå op i forhold til planlægningen af de tre dages camp, der begyndte onsdag og slutter fredag.

Lyst til at fortsætte

– Der deltager i år sytten børn mellem 7-12 år fra ni forskellige skoler i Slagelse Kommune, og vi kan fra de to tidligere år se, at campen giver lyst til at fortsætte med at være garder, siger Gitte Altenburg.

Alene fra campen i 2020 fortsatte fem deltagere efterfølgende i Slagelse Garden, hvorfor campen også er en vigtig brik i forhold til at få nye medlemmer.

I øjeblikket er der aktive 60 gardere i Slagelse Garden, der i 2022 skal være vært ved DM for Bygarder.

Trygt og sjovt

– Campen er en god lejlighed til at prøve af, hvad det vil sige at være en del af Slagelse Garden, og udover at det skal være trygt og sjovt at deltage, får deltagerne mulighed for at prøve at spille et instrument, prøve en uniform og opleve det sociale fællesskab, som Slagelse Garden også er, siger Gitte Altenburg.

Campen er gratis at deltage i takket være flere frivillige gardere, der stiller op uden beregning, samt gavmilde lokale sponsorater fra for eksempel VestsjællandsCentret og Bilka.

Og selv om dette års camp endnu ikke er afsluttet, er der planer om at gentage det hele i 2022.

Så er der musik

Fra flere af øvelokalerne i kælderen lyder nu mere eller mindre rene toner fra både marchfløjter og øveplader, og i skolegården bliver der øvet tattoo.

I dag klokken 16.15 vil der være mulighed for både at se og høre, hvad deltagerne på årets Gardercamp har lært, for klokken 16 marcherer de fra Vestre Skole i selskab med Slagelse Garden til Nytorv, hvor både de garvede og de nye vil give koncert inklusive fremvise et mini-tattoo.