Politikeres krav til minister: Bevar station

Foto: Maja Andersen
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Flere går nu ind i sagen for at bevare Tystofte Forsøgsstation i Skælskør, som den er.

Borgmester Stén Knuth (V), 1. viceborgmester Michael Gram (DF), formand for Venstre i Slagelse, Knud Vincents, samt medlem af Folketinget og byrådet i Slagelse, John Dyrby Paulsen (S) sendte fødevareminister Dan Jørgensen (S) et brev før påske.

– Der er bred politisk opbakning om at kæmpe for denne sag. Det er vigtigt at bevare arbejdspladser – også vidensarbejdspladser – lokalt. De statslige arbejdspladser kan blive flyttet ind mod større byer. Vi vil gøre alt for at kæmpe imod, siger borgmester Stén Knuth (V).

Christiansborg skal i gang

Og en direkte kontakt til ministeren er også den rette vej at gå. Det mener folketingskandidat for SF i Slagelse Meta Fuglsang, der tidligere har arbejdet for blandt andet bevarelsen af Flakkebjerg Skole og Danmarks Tekniske Universitets (DTUs) afdeling på Lindholm. Hun mener, at konsekvenserne af en lukning for lokalområdet, bliver undervurderet på Christiansborg.

– Det er fint nok, at byrådet gør noget, men det er Christiansborg, der skal gøre noget. Det må være et krav, at der laves en samlet vurdering af hvilke konsekvenser, det kan få for et landdistrikt, siger hun.