Politi håber på hjælp efter drab på Vestsjælland

Søndag morgen blev 29-årig tidligere jord- og betonarbejder dræbt med skud af tre mænd.

Politiet efterforsker et drab, som søndag blev begået på en adresse i Mullerup, som ligger mellem Slagelse og Kalundborg på Vestsjælland.
Politiet efterforsker et drab, som søndag blev begået på en adresse i Mullerup, som ligger mellem Slagelse og Kalundborg på Vestsjælland.

Tre mænd gik helt målrettet efter den 29-årige mand, der søndag morgen blev dræbt af skud i Mullerup på Vestsjælland.

Det siger politiet, som mandag formiddag efterlyser henvendelser fra borgere, der har oplysninger i sagen.

– Der er ingen tvivl om, at det var ham, man var ude efter, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi.

Gerningsmændene flygtede i en mindre grå bil, som kørte mod Gørlev.

– Vi har fået nogle henvendelser om grå biler, men vi er ikke nået længere i den retning, siger Carsten Andersen.

– Vi er også interesseret i at få henvendelser fra folk, der kender vedkommende, og som måske kan fortælle os noget, tilføjer han.

Mandag formiddag er der ikke noget signalement af de tre mænd. Ifølge Ekstra Bladet er offeret den 29-årige Nick Jørgensen, som ifølge politiet var tilmeldt en adresse i Korsør. Han har en overgang arbejdet som jord- og betonarbejder, skriver bladet.

Til stede i huset på Mullerupvej var også en anden person, har politiet oplyst. Det var Jørgensens kæreste, skriver Ekstra Bladet mandag.

Mandag formiddag ønsker politiet ikke at frigive oplysninger om antallet af skud eller detaljer om det præcise forløb.