De tidligere selvstændige marinehjemmeværnsdistrikter er fra årsskiftet erstattet af en samlet myndighed, der får til huse på Flådestation Korsør i Alcatel-bygningen, hvor tidligere militærpolitiet og før det farvandsvæsen med kabelskib havde hjemme. Hertil bliver der en afdeling i Aarhus.
I går var det samlede marinehjemmeværn inklusive de civile ansatte samlet i det kommende hovedsæde i Korsør, hvor i alt 26 medarbejdere skal flytte til fra henholdsvis Ringsted og Kastellet i København. Samlingen i Korsør er en del af forsvarsforliget, der udløber i år. Placeringen på Flådestation Korsør har samtidig ifølge chef for hjemmeværnet generalmajor Finn Winkler fjernet 20 procent af den samlede økonomi i marinehjemmeværnet.
– Der er ingen penge til nye fartøjer fra 2020 til 2030, så vi skal kæmpe for flere penge ved forhandlinger i år om et nyt forsvarsforlig, sagde generalmajor Finn Winkler, der i øvrigt er fra Slagelse og i dag bor i Vollerup. Han mindede om, at hjemmeværnsfolk aldrig ser et glas halvt tomt men altid halvt fyldt, så kampviljen for flere penge til hjemmeværnets mange opgaver er til stede.
Finn Winkler er klar i mælet, når det gælder fremtiden for marinehjemmeværnsskolen i Slipshavn ved Nyborg med knap 20 ansatte.
– Den skal også flyttes til Korsør. Det er den mest praktiske og økonomisk forsvarlige beslutning. Jeg håber, at politikerne også træffer den, for der er brug for en afklaring, siger Finn Winkler til Sjællandske.
Chef for marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holck Rasmussen tør ikke sætte dato på, hvornår den rent fysiske indflytning kan ske i Korsør.
– Jeg ved simpelthen ikke, hvor lang tid ombygningen vil tage, men jeg glæder mig over, at vi nu organisatorisk er på plads med en ændring, der slet og ret er den største i marinehjemmeværnets historie, siger Henrik Holck Rasmussen. Hans mavefornemmelse er god, og han ser klare fordele ved den fremtidige nærhed til søværnets skibe og mandskaber i Korsør.
– Selv om vores folk er frivillige, kan de også lære søværnets folk noget og naturligvis omvendt. Vi kan blandt andet en masse om motivation, siger Henrik Holck Rasmussen, der er 52 år, stammer fra Sorø og bor i Holbæk.