Pædagog i arbejde snød sig til dagpenge

Foto: Erwin Wodicka, Camilla Adams
Court Hammer
Court Hammer Erwin Wodicka

En 30-årig mand fra Slagelse fik sig en lærestreg, da han torsdag eftermiddag sad i den varme stol i Retten i Næstved – anklaget for socialt bedrageri.

Her sad han tiltalt for at have modtaget dagpenge fra BUPL´s arbejdsløshedskasse for pædagoger i seks måneder, alt imens han havde adskillige vikartimer på et opholdssted for unge. Et bedrageri, som i alt er løbet op i 76.614 kroner, som den dømte nu skal betale tilbage til a-kassen.

Samtidig blev han idømt fire måneders betinget fængsel, skriver Sjællandske.

Ifølge den dømtes udsagn kendte han ikke til reglerne omkring dagpenge, og han troede godt, at han måtte modtage dagpenge samtidig med, at han arbejdede, når blot det var som vikar og ikke i en fuldtidsstilling.

Anklager Annika Jensen hoppede ikke på den udtalelse og påpegede flere gange, at manden hver måned aktivt har udfyldt dagpengekortet og sat kryds ved, at han ikke havde nogle arbejdstimer.