Otteårige Frida kender alt til BørneTelefonen – derfor tog hun med mor og storesøster ud for at banke på døre

Rekordmange indsamlere havde søndag meldt sig til Børns Vilkårs landsindsamling. I Slagelse var otteårige Frida, der selv har benyttet rådgivningstilbuddet BørneTelefonen, for første gang ude for at ringe og banke på døre med storesøster Thilde og mor Louise Petersen.

Otteårige Frida kender alt til BørneTelefonen - derfor tog hun med mor og storesøster ud for at banke på døre

43-årige Louise Petersen var sammen med døtrene, otteårige Frida og fjortenårige Thilde, søndag ude for at samle ind til Børns Vilkår, der driver blandt andet BørneTelefonen. Et rådgivningstilbud, som otteårige Frida har haft store glæde af. Privatfoto.

Ding-dong eller bank bank. Sådan har det i løbet af søndagen lydt mange steder, hvor frivillige har bundet snørebåndene, fundet indsamlingsbøssen frem og gået fra hus til hus for at samle ind til Børns Vilkår.

I Slagelse var 43-årige Louise Petersen således ude som indsamler for første gang. Og med sig havde hun selskab af sine døtre, otteårige Frida og fjortenårige Thilde.

– Jeg så et opslag på Facebook. “Bliv indsamler,” stod der. Og så stod der, at det var til Børns Vilkår, der driver BørneTelefonen. Så jeg spurgte pigerne, om de syntes, det var en god idé. Og det syntes de, fortæller Louise Petersen, hvis datter Frida op til flere gange har brugt sig af netop rådgivningstilbuddet BørneTelefonen.

Her har hun kunnet ringe ind gratis og anonymt for at at tale med en voksen, der ikke er hverken mor, far, lærer eller pædagog.

Artiklen fortsætter efter billedet…

Otteårige Frida har flere gange ringet til BørneTelefonen og ved derfor, at rådgivningstilbuddet er en god hjælp, hvis der er ting, man ikke kan eller vil tale med mor, far, lærere eller pædagoger om. Privatfoto.

– Netop det, at det er anonymt, skaber et vigtigt frirum, hvor børn kan fortælle om alt. Der er ingen, der ringer til mig og siger, hvad Frida har sagt. Og jeg tror, det er enormt godt at kunne ringe og sige, hvad man har på hjertet, uden at der er nogen, der bagefter ringer og spørger: Hvorfor sagde du det? siger Louise Petersen.

Rekordmange indsamlere

Og noget tyder på, at hun ikke er alene om at synes, at Børns Vilkår – blandt andet gennem BørneTelefonen – gør et vigtigt stykke arbejde.

Søndag havde 17000 frivillige nemlig meldt sig som indsamlere i den gode sags tjeneste, og med et indregnet frafald forventer Børns Vilkår, at 14600 indsamlere har været ude at ringe eller banke på døre. Det er 27 procent flere end sidste år.

For Louise Petersen og døtrene fra Slagelse lykkedes det at samle 1.518 kroner ind via beløb i indsamlingsbøssen, MobilePay-donationer og en digital indsamling.

Netop det, at det er anonymt, skaber et vigtigt frirum, hvor børn kan fortælle om alt. Der er ingen, der ringer til mig og siger, hvad Frida har sagt. Og jeg tror, det er enormt godt (…)

Louise Petersen, mor og frivillig indsamler til Børns Vilkår

– Jeg har det sådan: Det (Børns Vilkårs arbejde, red.) er frivilligt, og så kan jeg også godt frivilligt tage ud og skrabe nogle penge ind til det, forklarer Louise Petersen, der selv arbejder som pædagogisk inklusionsvejleder og derfor i det daglige møder børn og unge, der har det svært.

– Jeg har kendt til BørneTelefonen længe – det er jo en gammel traver efterhånden. Og når jeg sidder i et forældresamarbejde og taler med børn og unge om, hvordan de har det, så er det tit, at jeg fortæller om den her hjælp, de kan få – både BørneTelefonen og ForældreTelefonen – og også HØRT, som er et tilbud til unge, fortæller Louise Petersen.

– For mig at se er det alle sammen tilbud, der virker, og derfor giver det også rigtig god mening at samle ind til det, fastslår hun.

Børns Vilkår – også for unge og voksne

Børns Vilkår er en social humanitær interesseorganisation, som arbejder for at forbedre børn og unges vilkår, opvækst og udviklingsmuligheder i Danmark.

Under Børns Vilkår er der således flere forskellige rådgivningstilbud:

– I 1987 blev BørneTelefonen oprettet af Børns Vilkår som et rådgivningstilbud til danske børn, der har det svært. I dag kan børn ringe eller skrive til BørneTelefonen på tlf. 116111 – alle dage, året rundt, også på helligdage. Det er gratis og anonymt. Under BørneTelefonen kan børn også chatte eller skrive til brevkassen.

– HØRT er et nyere rådgivningstilbud til unge i alderen 15-24 år, som Børns Vilkår oprettede sidste år. Her kan de unge få professionel rådgivning på en døgnåben chat, memorådgivning eller gruppechat.

– Børns Vilkår er dog ikke kun for børn og unge. Via ForældreTelefonen 35 55 55 57 kan voksne nemlig få gratis anonym børnefaglig rådgivning – det kan være til både forældre, bonusforældre, bedsteforældre, naboer m.fl. På ForældreTelefonen tilbydes sparring og rådgivning om børn og unges trivsel. Det kan f.eks. være i forhold til opdragelse, skole, hvordan du taler med dine børn om nogle særlige emner, bekymringer om naboens børn, eller noget helt andet.

Kilde: Børns Vilkår