Offensivtalent vender retur til Slagelse

21-årige Nikolaj Bonde er tilbage i den røde Slagelse-trøje. Billedet er fra foråret 2022, hvor han spillede for vestsjællænderne på en lejeaftale. Foto: John Ringstrøm

Den hurtige offensivspiller Nikolaj Bonde er tilbage i Slagelse B&I.

21-årige Bonde vender således retur i den røde trøje efter at have været “hjemme” i Nykøbing FC siden sommer.

Det skriver Slagelse B&I på sin Facebook-side. Det oplyses ikke, hvor lang en aftale parterne har underskrevet.

Nikolaj Bonde kom til Slagelse B&I fra Nykøbing FC på en lejeaftale i januar 2022, da vestsjællænderne fortsat tørnede ud i 3. Division.

Her nåede han, uden for alvor at slå igennem, et halvt år for Slagelse, før han sidste sommer vendte tilbage til Nykøbing FC, da de rødblusede rykkede ned i Danmarksserien.

Offensivspilleren fik så tilbage i december ophævet kontrakten med falstringerne, hvorfor han siden har været på klubjagt.

Og nu er valget således faldet på en retur til slagelseanerne.

– Vi er rigtig glade for at få Bonde retur. Ud over at være en rigtig god dreng, så kender vi ham jo fra banen, hvor han uden tvivl kommer ind og gør en kæmpe forskel, udtaler Slagelse-sportschef Zouher Abdullatif.

Nikolaj Bonde kalder skiftet tilbage til Slagelse B&I for oplagt.

– Jeg har holdt kontakten med mange af drengene. Og som jeg også udtalte efter jeg vendte retur til Nykøbing, så var jeg enormt glad for min tid i Slagelse. Så da jeg ikke længere var på kontrakt i Nykøbing, var det en oplagt mulighed at få lov at komme tilbage til SBI, udtaler Bonde.

Væggerløse-drengen blev i efteråret noteret for ti kampe i 1. division og tre pokalkampe for Nykøbing FC.

Slagelse B&I tabte 2-1 i forårets første kamp fredag aften ude mod LSF i Danmarksseriens nedrykningsspil pulje 2, hvor de rødblusede er at finde på fjerdepladsen.

Fredag aften får vestsjællænderne besøg af bundproppen KFUM.

21-årige Nikolaj Bonde er tilbage i den røde Slagelse-trøje. Billedet er fra foråret 2022, hvor han spillede for vestsjællænderne på en lejeaftale. Foto: John Ringstrøm