Nytårsfest og nul uro på Motalavej tre år i træk

Motalavej forbindes ofte med uro ved nytårstide, hvilket da også i høj grad var tilfældet for nogle år siden, hvor ikke mindst en enkelt urolig person skabte stort postyr.

– Men læg mærke til, at de sidste par år, har der faktisk været ro, og det var der også i år, for tredje år i træk, lyder det fra Khalil Hussein, daglig leder af Basen på Motalavej, efter den vellykkede nytårsfest.

Her deltog ikke færre end 120, både unge, ældre, kvinder, mænd og børn fra området. De havde en god aften sammen med pædagoger fra gadeplansarbejdet.

Basen danner i igennem årets løb rammen for mange sociale arrangementer.

– Nytårsfesten er en kæmpe succes, og vi kan mærke, at pladsen begynder at blive en udfordring. Men vi vælger dog at se positivt på det og der er jo ingen tvivl om, at folk virkelig gerne vil det, hvilket vi er meget glade for, siger Khalil Hussein.

Basen og Fædregruppen stod som arrangører ved nytårsfesten.

Khalil Hussein fortæller, at der forud for aftenen er lavet en forbyggende pædagogisk indsats for områdets børn og unge.

– Der bliver arbejdet på, at vi alle sammen kan gå igennem nytåret på en god og rolig måde, som det også har været tilfældet de sidste par år. Beboerne i området står endnu engang sammen med og skaber en unik aften i selskab med hinanden, siger Khalil Hussein om arrangementet.