
Det har aldeles ikke vakt muntre miner, at et par unge og lokale lømler tilbage i slutningen af august nærmest maltrakterede borde, bænke og legeredskaber i Enghaveparken i Vemmelev.
De pågældende hærværksmænd – og en pige – er allerede meldt til politiet, og udgifterne, som er fulgt i kølvandet på ødelæggelserne i »den grønne perle«, som den kaldes, er røget i vejret.
De unges udskejelser natten til lørdag den 29. august har nemlig kostet tusindvis af kroner, vurderer lokalrådsformand Jytte Knuth, som er godt og grundigt forarget. Stadigvæk.
Nye bænke på plads i 20 16
Her er det landskabsarkitekt Anne Marie Lind, som sidder med sagen om eksempelvis erstatningsbænke på tværs af Enghaveparken, hvilke endnu ikke er på plads. Hun fortæller, at der arbejdes på sagen om for eksempel nye træmøbler i stedet for dem, som blev molesteret i august.
– Aftalen er, at de først sættes op efter nytår, fortæller Anne Marie Lind fra kommunens entreprenørservice.
Det skyldes dels, at bænkene skal være klar og gerne se nye ud, når foråret står for døren.
– Men det er altså også, fordi vi ikke vil have helt nye bænke ødelagt hen over nytåret, hvor risikoen for hærværk er til stede. De skal ikke brændes af, fortæller lokalrådsformand Jytte Knuth.