Lørdag blev en ny bikepark i Slagelse indviet på Grønningen 17, hvor mere end 100 mountainbike-, dirtbike- og BMX-kørere mødte op for at prøve de nye baner af.
– Det er super fedt at se, at der er så mange mennesker her i dag. Det er virkelig noget af det bedste, siger Rikke Enevoldsen, der er aktiv i mountainbike-klubben Slagelse MTB, som har været med til at etablere den nye bikepark i et samarbejde med kommunen og DGI.
Meningen med parken er at give børn, unge og voksne mulighed for at dyrke deres sport lokalt og bynært, og den består derfor også af forskellige baner med forskellige sværhedsgrader, så alle – uanset deres erfaring med den tohjulede – kan drage nytte af parken.
Derfor vil der også være fri adgang til bikeparken døgnet rundt.