Leopard kampvogn fra Antvorskov manipuleret og brugt som russisk erobring i Ukraine

Ugeavisen Slagelse kan i dag afsløre et synligt bevis på, hvordan man i en krig som Rusland-Ukraine åbenlyst misbruger sandheden. Leopard-kampvogn var for mange år siden kørt fast på Antvorskovs lokale øvelsesterræn, og nu dukker den op som sejrstrofæ med russisk flag

Leopard kampvogn fra Antvorskov manipuleret og brugt som russisk erobring i Ukraine

Ifølge russisk misinformation skulle dette 20 år gamle foto af en fastkørt kampvogn “dokumentere”, at russerne har erobret kampvognen fra Ukraine....

Her ses, lidt uskapt fra sociale medier, det manipulerede billede fra Slagelse og Antvorskov kasernes øvelsesanlæg, hvor en ældre GHR-Leopard kampvogn (for knap tyve år siden) var kørt fast i et mudderhul, men nu her i 2023 fremstår som et russisk krigsbytte fra krigen i Ukraine.

Først offer i en krig er sandheden – siges det ofte.

Det gælder givetvis også krigen/konflikten mellem Rusland og Ukraine. Udover at ofrene rent menneskeligt set – på begge sider – er ganske forfærdelige og på mange måder i den grad meningsløse.

Nu er Ugeavisen Slagelse kommet i besiddelse af en sag og et eksempel, der fortæller en lille flig af krigs-manipulationen og fake-news Rusland versus Ukraine. Ovenikøbet med udgangspunkt i en hændelse og et misbrugt, manipuleret foto fra Slagelses egen kaserne. Antvorskov med Gardehusarregimentet.

Om det er særdeles pudsigt, lidt sjovt eller bare tragisk må vel være op til den enkelte at afgøre…

Fake sejrs-trofæ

Historien er, at en god, gammel Leopard kampvogn fra Antvorskov p.t. nu pludselig optræder som russisk sejrstrofæ i propaganda krigen omkring Ukraine.

Sagen er den, at originalbilledet af den tyskbyggede Leopard-kampvogn, som man også for knap tyve år siden brugte i de danske militærenheder på Antvorskov Kaserne, her er blevet “plukket” – for i en ny fotoversion manipuleret til anno marts 2023 at skulle vise (bevise), at russerne her har erobret en af de nye Leopard-kampvogne, som Ukraine har – eller er på vej til at få – fra Polen, Danmark og flere andre vestlige nationer.

Det knap tyve år gamle originalfoto af Leoparden, som angiveligt dengang kørte fast i et stort mudderhul på øvelsesterrænet lige uden for Slagelse Lystskov – og da inden bjergningen blev fotograferet med bl.a. lokale soldater bag – det er nu åbenlyst bragt frem og bragt “til ære og værdighed” i propagandakrigen på sociale medier.

Det bekræfter erfarne soldater fra Antvorskov-kasernen.

Plantet russisk flag…

Nu er kampvognen/militærtanken vist med et indsat russisk flag, som øjensynligt skulle vise, at russerne allerede har erobret den første Leopard-kampvogn fra Volodymyr Zelenskyjs tropper.

Med stor sandsynlighed har agenter eller sympatisører fået historien ud og spredt via Grækenland – hermed også med større troværdighed – idet vi i forbindelse med 2023-billedet kan læse en tekst på græsk. Udover at datoinfo omkring 1. marts 2023 står på russisk.

Sådan arbejder man også i propagandakrigen – mens Antvorskov Kaserne i øvrigt langt om længe er ved at blive omkranset af et sikkerhedshegn. For, som vi tidligere har skrevet, så har der sidste år været “uønskede besøg af nysgerrige gæster uden dansk pas.”

Sådan er man i mange år blevet “modtaget” ved den ellers åbne indkørsel til Slagelses lokale kaserne – den hvor den danske brigade 2022-23 har haft samling. Lige nu bygges dog en større beskyttelsesring i området. Foto: Ugeavisen