Landmand kæmper mod uønsket strøm: Køer får stød

Mange af Søren Olsens køer vil ikke gå ind i malkerobotten, som de ellers skal ind i to-tre gange om dagen for at blive malket. Hvilket ifølge gårdejeren kan skyldes, at de får stød på grund af uønsket strøm i bygningerne. Flere gange om dagen må han skubbe køer ind, da de bliver syge, hvis de ikke kommer af med mælken. Foto: Arne Svendsen
Mange af Søren Olsens køer vil ikke gå ind i malkerobotten, som de ellers skal ind i to-tre gange om dagen for at blive malket. Hvilket ifølge gårdejeren kan skyldes, at de får stød på grund af uønsket strøm i bygningerne. Flere gange om dagen må han skubbe køer ind, da de bliver syge, hvis de ikke kommer af med mælken. Foto: Arne Svendsen

Når køerne hos gårdejer Søren Olsen i Hallelev nord for Slagelse skal have slukket tørsten, slikker de vandet i sig ligesom katte, som om det gør ondt at røre ved det.

De drikker af nød og ikke af lyst, som gårdejeren formulerer det overfor Sjællandske, og det er ikke godt for dem. Ligesom det går ud over deres mælkeydelse.

Udover problemerne med vandet, som der ifølge Søren Olsen er strøm i, er gårdejeren også plaget af, at der tilsyneladende er uønsket strøm flere steder i bygningerne. Ikke mindst i den malkerobot, som gårdens 75 køer selv skal gå ind i to-tre gange i døgnet for at blive malket.

– Mange af køerne vil ikke gå ind i den, så jeg bruger meget tid på at skubbe dem derind. Men det er jo heller ikke behageligt for dem, hvis de får stød derinde, siger Søren Olsen.

Han mener, at problemet skyldes, at det vand, han får fra Ørslev Vandværk, undervejs til hans ejendom udsættes for en skadelig strøm-påvirkning fra et højspændingskabel, der er placeret i samme rende som vandledningen.

Vand fra gården er kørt til Københavns Universitet, hvor køer heller ikke vil drikke det.

Elselskabet Cerius har brugt næsten 300 timer på at undersøge sagen. Herfra mener man ikke, at problemerne har noget med elnettet af gøre.

Landbrugets landsdækkende rådgivningscenter SEGES er gået ind i sagen. Herfra mener man, at en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet om ikke at give påbud om nedbringelse af strømforureningen er forkert. Flere gårde i landet har lignende problemer, og Søren Olsens naboer har også problemer med vandet.