Kulturekspert udpeget til Korsørs udvikling

Foto: Kenn Thomsen

Byrådet har godkendt to af de 10 medlemmer i den arbejdsgruppe, der skal se på udviklingen af Korsørs centrum ved at tænke flytningen af biblioteket ind i bymidten.

De to er kunsteksperten Charlotte Bagger Brandt og formand for Korsør Erhvervsforening Jacob Stryhn. Anbefalet af henholdsvis Kulturrådet og erhvervsforeningen.

Charlotte Bagger Brandt, der født i Slagelse i 1968, har etableret sig som ekspert indenfor områderne stedsspecifik kunst, social praksis, landart og deltagerbaserede projekter i mellemrummet mellem kunst, arkitektur og byudvikling. Tilbage i 2012 var Charlotte Bagger Brandt projektleder i udviklingen Køges nye oplevelsesrum, Urban Play, i den sydlige del af havnen.

De øvrige otte medlemmer af den kommende arbejdsgruppen er:

En repræsentant for Korsør lokalråd udpeget af lokalrådet.

En repræsentant for Halsskov lokalråd udpeget af lokalrådet.

Fire borgere uden foreningstilknytning udpeget af forvaltningen.

En repræsentant for kulturafdelingen udpeget af forvaltningen.

En repræsentant for planafdelingen udpeget af forvaltningen.

Resultat i 2020?

Arbejdet med en biblioteksflytning som redning og udvikling af Korsør bymidte er sat til at skulle vare frem til 1. juni 2020.