Allerede tirsdag åbner – eller genåbner – en lille cafe på Havnegade 13, hvor Kirkens Korshær tidligere har haft varmestue. Der er indkøbt et større lager af ænder, da det jo er Mortens Aften.
– Det er meget vigtigt at sige, at centret bliver delt op i to. Den ene del bliver cafeen, den anden del bliver til krisecentret, fortælle Sanne Borregaard, som er primus motor på projektet.
Den første del – cafeen – åbner som sagt allerede i morgen, hvor det bliver muligt at få dagens ret for en halvtredser. Pensionister og udsatte en femmer billigere.
Selve krisecentret kommer formentlig først i drift for alvor til foråret, da der kræver et større arbejde at modernisere den gamle bygning, som efter planen skal tilbyde fred og husly til op til ni kvinder og deres eventuelle børn.
Mænd ingen adgang
Da Sjællandske besøger stedet lørdag, er der flere mænd, som er i fuld sving med malergrej og værktøj. Men fremover bliver mænd forment adgang.
– Ja, der er adgang forbudt for mænd. Mænd bliver ganske enkelt ikke lukket ind, men vi kan stadig levere mad ud af huset til mænd, fortæller Sanne Borregaard.
Restriktionerne skyldes, at stedet primært er tiltænkt som et krisecenter til kvinder, som flygter fra fysisk eller psykisk vold.
– De voldsramte kvinder skal kunne føle sig trygge her, og mange har mistet al tiltro til mænd, fortæller hun.
Sjællandske har for nylig fortalt om baggrunden for krisecentret, som er det første af sin art i Slagelse Kommune.
De fleste krisecentre findes i landets største byer, men Sanne Borregaard mener, at behovet også eksisterer i provinsen.
– Vi ser mange, som kommer fra ingenting, og mit hjerte græder for dem. Vi ønsker at hjælpe dem, som har brug for en frisk start, fortæller hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er en kommunal opgave at hjælpe voldsramte kvinder, svarer hun.
– Vi er i dialog med kommunen om et muligt samarbejde, men nu starter vi langsomt op her i Havnegade – primært med frivillige.
Det vigtige netværk
Der er god plads i det rummelige hus på lidt over 500 kvadratmeter, men det kræver meget arbejde, før de mange rum kan bruges som midlertidig base for voldsramte kvinder. Men allerede nu tilbyder stedet muligheden for at komme forbi og få snak, råd og vejledning.
– Mange af de frivillige har et godt netværk. Nogle kender regler og paragraffer fra kommune og jobcentre, mens andre har kontakter til eksisterende krisecentre. Og så har mange af de frivillige selv bitre erfaringer fra et forhold med psykisk eller fysisk vold, og tit er det en stor hjælp blot at tale med andre, som har prøvet det, siger hun.
Krisecentret har allerede modtaget en masse effekter fra private – aflagt tøj. legetøj og andet, ligesom et lokalt malerfirma kvit og frit har tilbudt at hjælpe med moderniseringen af bygningen.
– Men vi har ikke modtaget officielle donationer, understreger Sanne Borregaard, som netop har været til formøde med Socialtilsynet, hvorefter en advokat sætter en ansøgning sammen, så alt kommer til at gå efter bogen.
Lokalt behov
Da coronaen lukkede Danmark ned i marts, forstærkede det manglen på pladser på krisecentrene, hvor flere for at undgå smittespredning også sagde nej til nye beboere.
I marts var alle pladser i Region Hovedstaden besat, mens der på de 14 krisecentre i Region Sjælland blot var ganske få ledige pladser,
Faglig konsulent hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK), Pia Strøh, oplyste i sidste uge til avisen, at organisationen byder et nyt krisecenter i Korsør velkommen, men hun gjorde samtidig opmærksom på, at behovet for nye pladser på krisecentre er absolut størst i hovedstadsområdet.
– Jeg kan se her på den landsdækkende oversigt med ledige pladser, at der så godt som ingen er i hovedstadsområdet, mens der er flere på centrene i Region Sjælland, sagde Pia Strøh og tilføjede, at det ofte kan være svært for voldsramte kvinder at flytte på krisecenter langt fra deres bopæl, hvis deres børn skal fortsætte skolegang, og hvis de selv skal have let adgang til deres netværk.
Sanne Borregaard er dog ikke i tvivl om, at der er et stort behov for et lokalt krisecenter i Korsør.
– Også større, end mange tror. Man hører måske ikke så meget om det, fordi det er et tabu for mange. Men jeg kan se, at behovet er der – også her i Korsør, siger hun.
