Kat nappet for næsen af ejeren

Foto: Marianne Due

Slagelse: En kat fik en ufrivillig køretur og en 66-årig mand kan vente en bøde efter han blev afsløret som "katnapper" torsdag formiddag. Det hele begyndte klokken 9.55, hvor kattens ejer ringede til politiet for at fortælle, at en mand var kørt op foran hendes ejendom i Dalmose og snuppet hendes kat, der gik på fortovet. Katten blev sat ind i bilen, og manden forsvandt. Katteejeren havde dog genkendt ham, så hun ringede til politiet for at fortælle, at han boede i Flakkebjerg.. Klokken 12 vendte mand og kat dog tilbage til Dalmose, og den stjålne kat blev afleveret til ejeren. Den 66-årige mand blev dog sigtet for tyveriet og afhørt af politiet. Han forklarede, at han havde taget fejl og snuppet en forkert kat. Nu venter der en bøde for katnapping.