Hos AOF i Slagelse kan man snart se en kabaret med Tove Ditlevsen som omdrejningspunkt. Den kan opleves i salen overfor Slagelse Bibliotek, onsdag den 29. marts klokken 10-12. På scenen er fire sangere og to musikere, herunder skaberen af forestillingen, Dorthe Falck.
– Mange af os er vokset op med Tove Ditlevsens digte om hjerte og smerte. På et tidspunkt blev jeg dog opmærksom på, at hun også har skrevet flere sjove og fandenivoldske digte. Det inspirerede mig til at sætte musik til flere af digtene. Jeg har, med tilladelse fra boet efter Tove Ditlevsen, sat musik til 24 digte. Det er dem, der er med i kabareten, fortæller Dorthe Falck.
Forestillingen vil bestå af digtene i kombination med blandt andet anekdoter fra Tove Ditlevsen og historier fra hendes liv, fortalt i “jeg form” af Dorthe Falck. Ordene er Toves egne og stammer fra et interview med Gregers Dirckinck-Holmfeld. Fortællestykkerne binder sange og digte sammen, så der skabes sammenhæng i forestillingen.
– De fire sangere, Dorrit Christiansen, Lise Wickmann, Else Strandbygaard og Jytte Wittorff, sidder som udgangspunkt omkring et bord og læser digte, men skiftes til at rejse sig og fremføre sangene med ægte kabaret-stemning. Ud over mig selv, der spiller klaver, akkompagneres de af Finn Nyholm på bas og tværfløjte, forklarer Dorthe Falck.
Artiklen fortsætter…
Restaurant med underholdning
Ordet Cabaret (på dansk staves det kabaret) kommer fra fransk "værtshus/kro" og opstod i Paris i 1880'erne. Man præsenterede underholdende og samfundskritisk sange, reciterede digte og spillede musik. Så, en kabaret er en restaurant med underholdning. I reglen en mere intim underholdning end revy. Den kan være lagt i faste rammer eller være improviseret. I kabareten kan indgå sang, musik og poesi, og den kan måske behandle aktuelle emner med satire. Underholdningen kaldes også kabaret.
Kilde: Dorthe Falck og Wikipedia
Musik i familien
Dorthe Falck er, i følge hende selv, en moden dame på 79 år – med meget på hjerte. Hun bor med sin mand, Henrik Falck, i et parcelhus med fælles musikrum på Frederiksberg i Sorø.
Artiklen fortsætter…

Hendes interesse for musikken blev leveret med modermælken, da begge hendes forældre lyttede til – og spillede – klassisk musik. Hun blev sendt til klaverundervisning som barn, men det med noder var ikke noget for hende, så hun lærte senere at spille ud fra becifringer. Hendes musikalske favoritgenre er jazzen, som hun stadig nyder – og spiller – blandt andet sammen med sin mand. Der ud over er hun glad for klassisk musik og de gamle rock-klassikere.
Rent professionelt har Dorthe Falck også bevæget sig i musikkens verden, blandt andet hos DR hvor hun i 10 år blev brugt som freelance musikproducer.
Artiklen fortsætter…

– Jeg har også selv skrevet digte, måske er det derfor jeg har fundet interesse for Tove Ditlevsens værker. Når jeg har sat musik til hendes ord, har de sat stemningen for melodien. Melodierne er blevet Koda-registreret, og da de blev godt modtaget første gang kabaretten blev opført i 2019, så har jeg faktisk et ønske om at få dem lagt ud, så alle kan høre dem, tilføjer komponisten.
Ønsker man at overvære forestillingen, kan man bare møde op, men man skal påregne et gebyr for deltagelse.
Tove Ditlevsen – Blå bog
Født: 14. december 1917 på Vesterbro i København.
Død: 7. marts 1976.
Uddannelse: Mellemskoleeksamen fra Matthæusgades kommuneskole i København, 1932.
Debut: Pigesind. Rasmus Naver, 1939. Digte.
Litteraturpriser i udvalg: Emil Aarestrup Medaillen, 1954. De Gyldne Laurbær, 1956. Kulturministeriets Børnebogspris, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1971.
Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme
Genre: Lyrik
Kilde: Forfatterweb
Tove Ditlevsen skrev om livets mange sider
Den danske forfatter Tove Ditlevsen levede et hårdt liv med en arbejderbarndom på Vesterbro, et turbulent kærlighedsliv med fire ægteskaber og mange og langvarige sygdomsperioder. Gennem hele livet kanaliserede hun sine følelser og erfaringer ud i litteraturen, og det helt særlige talent, hun i sin samtid måske ikke blev helt anerkendt for, er i de senere år blevet belyst og berømmet både i Danmark og i udlandet. Tove Ditlevsen er med sine knivskarpe, prunkløse og ærlige skildringer af kvindeliv en ener i dansk litteratur.
Kilde: Forfatterweb