
Nærpolitiets tilstedeværelse i Skælskør har nu været oppe at vende på et dialogmøde mellem politiledelsen og byrådet i Slagelse. Her fremlagde repræsentanter fra de politiske fløje deres, foreningers og borgernes bekymringerne.
– Politiledelsen holder fast i planen om, at nærpolitiet flytter fra Skælskør til Korsør. Det er vi jo stærkt utilfredse med. Vi vil drøfte det i økonomiudvalget og vende tilbage til politiledelsen med en skarp kritik. Men der bliver åbnet op for muligheden for, at der vil være en betjent nogle dage eller timer om ugen i Skælskør, fortæller borgmester Stén Knuth (V).
Opsøgende arbejde taber
Borgmesteren har postet sin kritik af politiledelsens udmeldinger på Facebook. 87 personer »synes godt« om hans udsagn, og 25 har kommenteret det.
Flytningen har fået både politikere, borgere, foreninger og interesseorganisationer op af stolen. De mener blandt andet at trygheden og den kriminalpræventive indsats kan gå fløjten, hvis landbetjent Anker Nielsen bliver flyttet fra kontoret i det tidligere rådhus på Gammeltorv.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil hverken be- eller afkræfte meldingerne om nærpolitiets fremtidige tilstedeværelse i Skælskør.