Forårsudstilling med arbejdende værksted

Galleri Vasac er klar til forårsudstillingen i Slagelse

Forårsudstilling med glas- og billedkunst

Vasac slår dørene op til forårsudstillingen i Slagelse. Pr-foto

Traditionen tro åbner Galleri Vasac igen dørene til kunstnerværkstedets forårsudstilling i Slagelse. Det sker fredag den 24. marts klokken 13-17.

Ved dette års arrangement kan man opleve stedets kunstnere sidde og arbejde ved deres værker, klar til at svare på spørgsmål fra publikum. Udstillingen byder på glas- og billedkunst. På dagen er der lodtrækningskonkurrence for besøgende gæster. Dagens vindere offentliggøres klokken 16.55 samme dag.

Fredag den 24. marts åbner forårsudstillingen hos Vasac. På dagen sidder kunstnerne og arbejder ved deres værker. Pr-foto

Kunstværkstedet har eksisteret i 19 år og er en del af det sociale arbejdsmarkedscenter Vasac Slagelse. Det er et § 104 arbejdstilbud, som tilbyder arbejde for mennesker, som ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Der er i øjeblikket ansat 12 kunstnere, som alle arbejder med deres helt eget unikke udtryk i det kunstneriske arbejde.

Galleriet ligger på Rosenkildevej 91 B og har åbent på alle hverdage i tidsrummet klokken 10-14.