Flere børn kan være tvangsfjernet på fejlagtigt grundlag

Slagelse Kommune bruger ikke længere psykolog, hvis undersøgelser af forældre frem til 2016 blev brugt som grundlag for at fjerne børn. I flere sager tilbydes ny undersøgelse.
Slagelse Kommune bruger ikke længere psykolog, hvis undersøgelser af forældre frem til 2016 blev brugt som grundlag for at fjerne børn. I flere sager tilbydes ny undersøgelse.

Flere børn kan være blevet fjernet fra forældre og anbragt uden for hjemmet på fejlagtigt grundlag.

Det konstaterer Slagelse Kommune, som indtil 2016 brugte psykologen Finn Westh, men som i dag kan se, at flere sager skal revurderes.

I hvert fald tilbydes flere forældre nu at få den forældrekompetence-undersøgelse, de har fået lavet – og som dannede baggrund for tvangsfjernelse af deres børn – revideret.

Det bekræfter børne- og ungedirektør Vini Lindhardt. I skrivende stund er der tale om seks aktuelle sager, hvor forældre enten er eller bliver tilbudt en ny undersøgelse.

Sjællandske har flere gange fortalt om fabrikerede undersøgelser, der ifølge forurettede gav uretvisende billeder af forældrenes evner.

I avisen lørdag er det 38-årige Anita Nielsen, der står frem. Hun har netop fået foretaget en ny undersøgelse, som er stærkt afvigende fra den undersøgelse fra 2016, som reelt fik tvangsfjernet hendes første to børn. Hun er mor til tre.

Reelt sår den nye rapport slet ikke tvivl om Anita Nielsens evner udi moderrollen.

– Vi har altid fået at vide, at Finn Wesths undersøgelse var i orden. Jeg sagde dog, at det ikke passede, hvad der stod, men ingen troede på mig. Og det har jo haft store konsekvenser. Mine børn er blevet taget fra mig, siger Anita Nielsen, der nu er egnet.