Slagelse: Det er ikke hver tirsdag, at en biografsal kan melde udsolgt til en forestilling klokken 14.
Men denne tirsdag i november er da heller ikke som enhver anden af sin slags. Den markerer det danske fodboldlandsholds indtog i den kontroversielle VM-slutrunde i Qatar.
Derfor er det ikke svært at spotte rød-hvide trøjer og dannebrog-flag i bybilledet denne eftermiddag. Her er flere formentlig på vej hjem fra arbejde eller skole for at se landskampen mod Tunesien, men mange lægger også vej forbi storskærmsarrangementer, skønt graderne udenfor ikke ligefrem indbyder til den slags.
Det er derfor, at de i Movie House Slagelse kan melde om udsolgt sal til deres arrangement indendøre.
– Billetterne blev jo udsolgt lynhurtigt. Og vi er nærmest nødt til at skrive ud til køberne, at hvis de bliver forhindret, så skal de melde det ud, for der står mange i kø til at overtage, fortæller Morten Stefansen, direktør i Movie House.

Dæmpet stemning og belysning
Der er mere løs stemning end ved en normal filmforestilling denne tirsdag, og der er da også skænket fadøl ud til flere, end man ellers ser i en biograf. Ikke alle sæder er fyldt ud ved kampstart, men flere når frem efter dommerens startfløjt.
Stemningen når dog ikke op på det kogepunkt, som vi husker scenarierne rundt om i landet ved EM i sommeren 2021. Om det skyldes de komfortable rammer i salen eller de mange afslørende historier, der er kommet frem om slutrunden fra diverse medier, er svært at sige.
Ifølge en af de fremmødte lader det sidste til at være tilfældet i hvert fald et stykke af vejen.
– Det skulle jo aldrig have været afholdt i Qatar, synes jeg. Vi kan jo ikke støtte op om deres forhold til menneskerettigheder. Men jeg synes også, at vi skal støtte vores landshold, og det er ikke dem eller os fans, der har valgt, hvor det skal foregå, siger pensionist John Bak.

Spænding og gys
Andetsteds i Slagelse er stemningen mere lig den, vi husker fra storskærmsarrangementer til EM.
Således har Café La Viva og indehaver Onur Isbilen sørget for et sådant udenfor, dog omsluttet af teltpresenning og varmeelementer.
Han havde på forhånd ventet godt 200-300 mennesker til arrangement, hvis det gik godt.
– Det er jo hverdag og klokken 14, så der kommer nok flere lørdag (mod Frankrig, red.), vurderer Onur Isbilen.
Skønnet er dog ikke meget ved siden af, og der er betydeligt mere lyd på under teltdugen.
Hver chance bliver mødt af dybe suk fra store dele af publikum, og tacklinger og driblinger mødes med store tiljublinger.
Også i dette publikum er det til at finde fans, der har deres betænkeligheder ved slutrunden, men som også vil bakke op om det populære landshold.
– Det er selvfølgelig forfærdeligt at læse om de historier, der har været om det (VM-slutrunden, red.). Men man kan godt bakke op om landsholdet alligevel, vurderer Elias Sørensen fra Vemmelev, der er ved at skrive emne-opgave om netop Qatar og slutrunden i sin 8. klasse.
Selvom enhver fodboldkamp har sine chancer og højdepunkter, så er det ikke nogen stor udfordring at hive et par publikummer ud for at høre deres holdninger til både kamp og Qatar. Kampen mod Tunesien var således ikke blandt de mest mindeværdige eller chancerige af slagsen, selvom det naturligvis altid er stort at være med til et verdensmesterskab i sig selv.
Kampen endte nemlig som den startede med cifrene 0-0, og det var nok ikke udgangspunktet, der var forhåbninger om eller forventninger til. I hvert fald er presset ikke dalet forud for mødet mod de forsvarende verdensmestre fra Frankrig, som Danmark møder lørdag klokken 17.
