Håndbold: Det kan godt være svært at forestille sig Slagelses 3. divisionshold uden Mathias Thomsen, men det er heller ikke nødvendigt.
Den snart 29-årige målsluger har nemlig meldt sig klar til en tørn mere i den kommende sæson.
– Der er gang i en masse spændende ting i klubben, vi har gode trænere og nogle spillere, der har været sammen i flere sæsoner. Klubfølelse og et fedt setup er også en god kombination, og jeg trives ved at komme i hallen, siger Mathias Thomsen.
Det bliver dog ikke længere til så mange timer på træningsbanen, som bagspilleren har været vant til tidligere i karrieren.
– Jeg ville jo egentlig gerne spille håndbold alle dage, men det tror jeg ikke, kroppen kan holde til. Håndbold har været førsteprioritet i mange år, men nu er der et job og en kæreste, som jeg prioriterer højere – og det har klubben accepteret, siger Mathias Thomsen.
– Jeg kan stadig være med, selv om jeg træner mindre end de andre, men håbet er jo også, at der kommer en af de unge og vælter mig af pinden. Så det handler om at få kørt de unge i stilling til at tage over.
Derfor ser Mathias Thomsen også frem til at få tilgang af 22-årige Mathias Qvortrup fra IF Stadion, der er blandt de bedste hold i 2. division, som Slagelse gerne vil op i.
– De sidste to sæsoner har vi været lige ved og næsten, og han kan forhåbentlig bidrage med de fem-ti procent, vi lige mangler for at rykke op, siger Mathias Thomsen, der håber på en topplacering i næste sæson.
– Det er jo sjovest at vinde håndboldkampe. Selv om jeg har skruet ned for træningsintensiteten, så er kampintensiteten den samme, og jeg går altid på banen for at vinde. Når det ændrer sig, så stopper jeg, siger han.
Udover “almindelig” håndbold, bruger Mathias Thomsen også en del tid på beachhåndbold, hvor han har vundet både EM-guld og VM-sølv med landsholdet.
– Vi har landsholdssamlinger i både april og maj, og hvis jeg er god nok til at blive udtaget, er der både EM i Portugal, European Beach Games i Polen og World Beach Games på Bali i år, siger Mathias Thomsen.
Først skal han dog lige have gjort indendørssæsonen færdig med to hjemmekampe mod NFH og Køge onsdag og lørdag i denne uge. Og selv om to sejre i bedste fald kan forvandle den nuværende fjerdeplads til en tredjeplads, har Thomsen ikke svært ved at finde motivationen.
– I år har vi tabt én kamp – med ét mål til topholdet Hvidovre. Og bortset fra det nederlag, vil jeg gerne have, at vi gør rent bord siden jul, siger han.