
Efter 38 år som leder af Plejecenteret Antvorskov har 65-årige Erik Juhl nu valgt at trække sig tilbage.
Med en tåre i øjenkrogen annoncerede han onsdag – til stor overraskelse for alle – at han nu trækker stikket.
– Jeg har elsket mit arbejde i 38 år, men nu er det tid til, at jeg trækker mig tilbage, og det er den rigtige beslutning, lød det fra Erik Juhl.
Og det var tydeligt, at det er en vellidt mand, der trækker sig tilbage.
Flere af medarbejderne fik våde øjne, da de blev bekendt med, at han trækker sig. En nyhed, som ingen havde forventet at få til den årlige grisefest.
– Det kommer virkelig som et chok, det havde jeg ingen idé om, lød det fra en af medarbejderne, der har arbejdet sammen med Erik Juhl i flere år.
– Det var tid
Under talen var det en tydeligt rørt leder, som måtte tage en dyb indånding, før han annoncerede sit stop.
– Nu har jeg været med i 38 år og set, hvordan vi har udviklet plejecenteret igennem årene, og det er jeg rigtig stolt over at have været en del af, men nu skal der yngre kræfter til, fortalte Eric Juhl, der er helt og aldeles afklaret med sin beslutning.
– Jeg har masser af ting at se til, så det bliver ikke noget problem at finde noget at bruge tiden på, fortalte lederen med et smil på læben.
Men selv om Erik Juhl har valgt at trække sig tilbage, gav han udtryk for, at han vil stå til rådighed frem til september, hvis der skulle blive brug for det.
En ny leder vil nemlig først blive annonceret til august.
– Nu starter arbejdet så med at skulle finde min afløser, men det sker først til august, for stillingen er ikke blevet slået op endnu, fortalte Erik Juhl.
Det er endnu uvist, hvem der er i kikkerten til den nye stilling.