
»Drengeklubben« Duknakkernes Forening har en hel særlig interesse i at støtte Korsør Biograf Teater, fordi cirka halvdelen af medlemmerne er tidligere frivillige i biografen, oplyser formand Henrik Bach. Han var for snart 30 år siden med til sammen med Lars Moosdorf at stifte Korsør Bios Venner, der i dag fortsat driver biografen på frivillig basis.
Det er derfor et særdeles logisk køb af to nye stole til biografen, som Duknakkernes Forening netop har betalt 4000 kroner for. På ryggen af stolene får køberne sat deres navn.
– Duknakkernes Forening er en lokal »drengeklub«, der så dagens lys i 1988. Vi prøver efter bedste evne at gøre lidt for vores by. Helst på en sjov eller underfundig måde. For eksempel var vores sidste større projekt en sliskekonkurrence i forbindelse med Korsør Maritime Kulturdage, siger Henrik Bach.
– Vi er rigtig glade for den store støtte, som vi mødes med overalt, siger Lone Halkensten, der er biografens PR-formand og har været med de seneste 20 år som frivillig.
Hun fortæller til Sjællandske, at stolestatus er, at der er solgt 85 sponsorstole til 2.000 kr., seks sponsorstole til 3.000 kr. og to sponsorstole til 5.000 kr.
– Vi har syv stole tilbage. En enkelt til 5000 kr. og resten til 3.000 kr., siger Lone Halkensten. Mulige stolekøbere kan skrive til biografen på mail@korsoer-bio.dk.
Biografstolene ventes til Danmark fra Kina om kort tid, så opsætning kan være klaret, inden den første forestilling i sal 1 efter planen vises torsdag den 14. november. To af de omkring tre millioner til ombygning og fornyelse inklusiv nye stole og handicaptoilet ved udgangen kommer fra en donation fra »A. P. Møller & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal«. De øvrige penge fra andre fonde og indsamlinger samt naturligvis fra salget af sponsorstole i verdens ældste stadig fungerende biograf, der er bygget i 1908.