Dennis Knudsen inviterer på kaffe: Vil du være min kæreste?

I et ærligt opslag på de sociale medier deler kendis-frisøren Dennis Knudsen, der i december 2021 flyttede til Korsør, ønsket om en kæreste – og potentielle bejlere er han mere end klar til at invitere på en kop kaffe.

Dennis Knudsen inviterer på kaffe: Vil du være min kæreste?

Kendis-frisøren Dennis Knudsen er klar til at møde kærligheden.

Foto: Charlotte Koefoed

59-årige Dennis Knudsen har mildest talt haft nogle begivenhedsrige år på både godt og ondt. I december 2021 flyttede han til Korsør, hvor han kort efter udvidede forretningen med en ny frisørsalon, før han i september 2022 rejste til Los Angeles for at hente sine tvillingepiger, der blev født ved kejsersnit af en amerikansk rugemor.

I november fandt han sin ene tvilling livløs i sengen, blot halvanden måned gammel.

Siden har kendis-frisøren talt ud om den svære tid, og nu er han klar til at møde den store kærlighed.

Det fortæller Dennis Knudsen selv i et ærligt opslag på både Facebook og Instagram.

Artiklen fortsætter…

– SE OG HØR skriver i denne uge, at jeg godt vil have en kæreste, hehe. Den er god nok, lyder det i opslaget, hvor kendis-frisøren også løfter sløret for, hvordan drømmemanden, han efterlyser, er:

– Han må godt være tømrer, i en alder mellem 20-60 år og være god til børn, forklarer Dennis Knudsen, der lige nu er solofar til børnene Lucas, Noah og Aura.

Klar til kaffedate

Ifølge SE OG HØR har Dennis Knudsen været single i 10 år.

– Indimellem når jeg ligger på sofaen, og der er ro i huset, savner jeg en, som jeg lige kan lægge mig ind til og blive nusset, har han forklaret til mediet.

Derfor er Dennis Knudsen også mere end klar til at invitere potentielle bejlere på en kop kaffe, fortæller han.

– Er du her, eller kender du en, tager jeg gerne på en kaffedate, lover han i opslaget på de sociale medier.

Artiklen fortsætter efter billedet…

Da Dennis Knudsen flyttede til Korsør, glædede han sig til, at han kom tæt på vandet og fik mulighed for at bade og svømme hver dag. Nu er han klar til at invitere en måske fremtidig kæreste på kaffe. Arkivfoto.

Men selv om det altså lyder som en åben invitation til interesserede, afviser Dennis Knudsen, at han her efter 10 år som single er desperat:

– Om jeg er desperat NÆ, men hvis jeg ikke siger det højt, ved han det jo ikke, lyder det fra den kendte frisør, der altså er klar til kærligheden.