Til Havnerock lørdag havde arrangørerne fået Basim til at spille. Basim, som vi stadig kender som X Factor Basim, selv om det efterhånden er fem år siden, at han var med i det populære underholdningsprogram gav en koncert af en halv times varighed, inden han hastede videre til næste punkt på dagens program.
Det er ikke fordi Basim har et særligt forhold til Rod i Rocken. Han har aldrig sunget til festivalen. Faktisk er han ikke engang sikker på, at han har været i Skælskør før.
– Jeg synes jo bare, at det er rigtig ærgerligt, at det går så dårligt for Rod i Rocken, og jeg vil gerne være med til at hjælpe dem på fode igen, hvis jeg kan, siger Basim.
Ifølge formand for Rod i Rocken, Jesper Hvidberg, skulle der sælges 150-200 billetter lørdag, for at tiltaget skulle løbe rundt. En halv time før Basim skulle på scenen var der dog stadig langt til de 150 mennesker, men det bekymrede ikke Basim. De skulle nok komme.
– Det kan godt være, at det lyder dumt, men det er meget sjældent, at jeg spiller for få mennesker – medmindre det er til en konfirmation eller lignende. Men hvis der kun er 10 mennesker, så er det 10 glade mennesker. Det gør ingen forskel for mig – kun for Rod i Rocken.
Læs mere i Sjællandske mandag.