Slagelse: Hun blev myrdet med koldt blod af sin storebror efter ordre fra deres far og med fuld accept fra resten af familien. Det overlagte mord på 18-årige Ghazala Khan foran banegården i Slagelse fredag den 23. september 2005 rystede hele Danmark og førte senere til, at i alt seks medlemmer af hendes familie og tre venner blev idømt historisk lange straffe og i flere tilfælde også udvist af Danmark.
De dramatiske begivenheder bliver nu genoprullet i en tv-udsendelse på torsdag, når TV2 tager hul på en ny serie, "De syv drab".
Her går tv-stationen bag om autentiske drabssager fra Danmark de senere år og forklarer de syv motiver til den ultimative forbrydelse.
En sag, vi husker
Motiverne er hævn, jalousi, begær, profit, udstødelse, spænding og fanatisme.
Ghazala-sagen – som altså indleder rækken af udsendelser – er et eksempel på sidstnævnte.
– Vi kunne i princippet have begyndt med hvilket som helst af programmerne. Når valget er faldet på æresdrabet i Slagelse, skyldes det, at sagen er forholdsvis ny, at vi alle husker den, og at den drejer sig om en aktuel og samfundsrelevant problemstilling, nemlig integration, forklarer TV2-redaktør Lasse Bjerre.