150 lærere demonstrerede ved skole-møde

Udvalgsformand Stén Knuth (V) blev noget overrasket over omkring 150 utilfredse læreres demonstration.
Udvalgsformand Stén Knuth (V) blev noget overrasket over omkring 150 utilfredse læreres demonstration.

Stine Aalborg

SLAGELSE: Omkring 150 lærere frra Slagelse Kommunes folkeskoler stod lørdag formiddag foran Nørrevangsskolen for at udtrykke deres utilfredshed med, at 77 lærere er blevet fyret. De fleste lærere var klædt i sort.

– Vi er mange, som er frustrerede over at skulle miste vore kolleger – og det ønsker vi, politikerne skal høre, sagde Bodil Toldbod, lærer på Hvilebjergskolen i Sørbymagle og arrangør af dagens fredelige demonstration.

Forsamlingen delte løbesedler ud blandt de politikere og skoleledere, der var på vej til et møde på Nørrevangsskolen, hvor de skulle diskutere visioner for folkeskolen.

Blandt mødedeltagerne var formanden for børn- og ungeudvalget, Stén Knuth (V). På vej ind sagde han blandt andet:

– Når folkeskolen forbløder, er det en kæmpe øvelse af snakke indhold og kvalitet, men det er vi forpligtet til. Det bliver svært at holde fokus, men det er vi tvunget til. Selv om vi bliver fattigere, behøver vi ikke blive dummere.