
Den 14-årige 140 centimeter høje pige med langt rødt hår fra Korsør, der tirsdag klokken 13.08 blev fundet i en narkolejlighed i Slagelse, efter at have været efterlyst politiet, er ikke videre tilfreds med at være fundet.
Det udtrykte hun sent tirsdag med følgende opdatering på Facebook:
»Jeg er fundet! Nederen«.
Lørdag aften forlod hun hjemmet på Linde Alle i Korsør, hvor hun bor med sin mor og lillesøster, hvorefter hun skrev til sin mor, at hun ville overnatte hos en veninde.
Det gjorde hun ikke, ligesom hun slukkede sin mobiltelefon.
Flere venner og hendes tidligere kæreste, som hun ifølge Sjællandskes oplysninger havde slået op med for en uge siden, har været ude at lede efter hende både i Korsør og i Slagelse.
Tirsdag morgen udsendte Sydsjællands og Lolland-Falster Politi en officiel efterlysning.
Politiet tilføjede, at man ikke frygtede, at der lå en forbrydelse bag hendes forsvinden. Tirsdag klokken 13.08 blev hun fundet af en politipatrulje i en lejlighed i Slagelse.
Det fortalte politikommissær ved lokalpolitiet i Slagelse Jørgen Christensen umiddelbart efter fundet af pigen til Sjællandske.
– Det var et upassende sted at opholde sig for en 14-årig pige, sagde Jørgen Christensen.
– Hvordan upassende?
– Der er tale om en misbrugslejlighed, hvor der indtages narkotika, lød svaret fra politikommissæren.
På politistationen i Slagelse blev hun mødt af kommunens sociale myndigheder og hendes mor, da der ifølge politiet er tale om en social sag.
Det var et tip fra andre unge mennesker, der førte politiet til narkolejligheden i Slagelse, hvor de fandt pigen. Et fund pigen altså ikke selv er tilfreds med.