Analyse af Thomas Larsen, politisk redaktør
Det sker ikke hver dag, at en udenrigsminister beskylder en modstander for at have et hjerte af is.
Men tirsdag blev folketingssalen rammen om et skarpt politisk og personligt opgør mellem Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, og Danmarksdemokraternes leder, Inger Støjberg.
Konflikten eskalerede, da Støjberg kaldte Løkke for en slapper i udlændingepolitikken. Hun anklagede ham også for ikke at have ment de stramninger, han gennemførte som statsminister, mens hun selv var udlændinge- og integrationsminister.
”Jeg bar det i hjertet. Derfor er jeg uendelig trist over, at Lars Løkke Rasmussen ikke bar det i hjertet og nu gør op med den grundsten, det er at få sendt folk hjem, der ikke længere har brug for vores beskyttelse,” sagde Inger Støjberg.
Dengang var de fælles om at stramme. Men i de senere år har Løkke vendt sig mod det, han kalder for symbolpolitik. Det vil i hans optik sige stramninger, der ser hårde ud, men som ikke virker.
Som formand for Moderaterne har han lagt afstand til Socialdemokratiets plan om at ville oprette et asylcenter i Rwanda. Han har talt for at hjemtage de kvinder, der rejste til Islamisk Stat som sympatisører, men endte som fanger i de berygtede lejre i Syrien sammen med deres børn. Senest har han været med til at justere regeringens politik, så flygtninge, der lærer dansk og uddanner sig i fag, der er brug for herhjemme, skal have lettere adgang til fortsat ophold.
I debatten med Støjberg kaldte Løkke det for meningsløst at sende unge piger fra Syrien på et udrejsecenter, hvis de taler dansk og kan være med til at løse velfærdsopgaver. ”Dem kan man godt omfavne, uden at man laver en slap, slap udlændingepolitik,” sagde han.
Han slog fast, at flygtninge som udgangspunkt skal hjem, når de ikke længere har behov for beskyttelse. Men derpå sendte han dette verbale håndkantslag: ”Det kan bare ikke være så hårdkogt et synspunkt, fordi så har man et hjerte af is, hvis ikke man samtidig kan se en lille smule praktisk på det.”
Ordene udløste et øjeblikkeligt svar fra Støjberg.
”Det er meget sjældent, jeg bliver beskyldt for at have et hjerte af is, men det kan jeg så forstå, at jeg har i dag,” sagde Støjberg. Hun fastholdt, at Løkke og SVM-regeringen er ved at svække det paradigmeskifte, som blev indført i 2019, og som skulle sikre, at flygtninge kun skal være i Danmark midlertidigt, og at de skal hjem, når forholdene i hjemlandene gør det muligt.
Dermed var ugens slagsmål om udlændingepolitik dog ikke forbi.
For på et samråd onsdag udstillede Pia Kjærsgaard fra DF, at regeringstoppen ikke kan finde ud af, hvad der skal ske med de sidste børn og mødre, der sidder i fangelejren i Syrien. Og igen var det Løkke, som kom under beskydning, for Moderaterne ønsker børnene til Danmark, selv om det betyder, at IS-mødrene følger med.
Socialdemokratiet og Venstre har længe været uenige med Moderaterne, og indtil nu har de ikke kunnet finde en fælles linje. På mødet kunne Løkke kun sige, at regeringen ”snart” kommer med en fælles holdning.
Det kan ligne et tilfælde, at Christiansborg blev scene for de to opgør. Men det er ikke tilfældigt. I blå blok, og især hos Danmarksdemokraterne, DF og Nye Borgerlige, mener man, at regeringen på flere felter slækker på udlændingepolitikken, og man ser Moderaterne som rambukken, der svækker udlændingepolitikken.
Da Sussie Jessen, politisk ordfører hos Danmarksdemokraterne, i februar skrev et indlæg i Avisen Danmark, slog hun netop ned på, at regeringen havde annonceret, at den ville hjælpe de unge kvinder fra Syrien. Derefter konstaterede hun, at Moderaterne virkede glade, inden hun satte trumf på med disse ord: ”Hvilket jo ikke overrasker, da Moderaternes udlændingepolitik mest kan sammenlignes med De Radikales.”
Det er en kritik, som Løkke pure afviser, og foreløbig har anklagerne da heller ikke skadet Moderaterne, som tværtimod er det regeringsparti, der har klaret sig bedst i målingerne.
Af samme grund kan angrebene fra Støjberg og Kjærsgaard bedst karakterises som nålestik. Men man skal også huske, at i politik kan nålestik blive farlige, når de bliver mange nok.
Et godt gæt er, at statsminister Mette Frederiksen her og nu stadig står som en garant for en stram udlændingepolitik i mange vælgeres øjne. Det gør det svært for de blå partier at ramme hende. Hun ser således med dyb alvor på den voksende strøm af flygtninge og migranter, der banker på porten til Europa. Hun kæmper for at få etableret modtagecentre for asylansøgere uden for EU. Hun har været på rejser, hvor migration stod øverst på dagsordenen. Det var tilfældet, da hun for nylig var i Egypten, Albanien og Kroatien. Og senest har hun styrket relationen til den østrigske kansler, Karl Nehammer, i et forsøg på at samle allierede til en reform af det sammenbrudte europæiske asylsystem.
Dermed følger hun en kurs, som Inger Støjberg & Co. ret beset er enige i. De mener bare ikke, at Løkke ligger på samme kurs. Derfor angriber de Løkke og Moderaterne for at være de nye Radikale, og hvis de får held med den fortælling, risikerer Mette Frederiksen, at flere vælgere kommer i tvivl om regeringens samlede linje.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live torsdage kl. 11.05 på Radio4.
https://embed.radio4.dk/?gid=49828&time=0
