Analyse af Thomas Larsen, politisk redaktør
Det er bedre at tabe ansigt end at miste hovedet.
Sådan lød ordene fra den tidligere topsocialdemokrat, Erling Olsen, og alt tyder på, at Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen har valgt at følge rådet for at undgå en lang og hård konfrontation med resten af Folketinget.
Efter torsdagens maratondebat om statsministerens åbningsredegørelse gjorde Mette Frederiksen det klart, at partierne skal inviteres til møder i Finansministeriet. I samme ombæring gav hun udtryk for sit håb om, at der vil kunne laves en bred aftale om oprustningen af forsvaret.
Dermed har regeringen klogeligt indledt et tilbagetog. Frederiksen, Ellemann og Løkke er nu for alvor gået i gang med at nedtrappe konflikten. Indtil Frederiksen kom de øvrige partier i møde, var realiteten, at SVM-regeringen havde formået at samle samtlige partier i en samlet og stålfast front mod regeringen.
Partiledere lige fra Mai Villadsen på venstrefløjen til Inger Støjberg på højrefløjen var alle forenet i et fælles raseri over regeringens ”bøllemetoder”. Ja, selv Pia Olsen Dyhr, som i de senere år har været en bundloyal støtte til Mette Frederiksen, havde fået nok og deltog i stormløbet.
Samtlige ni partiledere har fundet det uhørt, at regeringen med forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, i spidsen har forlangt, at de skulle blåstemple skrotningen af store bededag som helligdag, hvis de ønskede at være med til at forhandle om fremtidens forsvar.
Regeringens argument var, at når den sløjfede bededagen – og dermed fandt pengene til at kunne opruste forsvaret – måtte de øvrige partier nødvendigvis også sige ja til at droppe helligdagen. Set med regeringens øjne skulle partierne ikke have den luksus, at de alene skulle have adgang til at bruge penge på forsvaret: De skulle også være med til at finde dem.
Det princip er ikke ukendt på Christiansborg. Men partierne var rasende over, at de skulle presses til at slagte store bededag, som langt de fleste vil fastholde. Samtidig var de chokerede over, at Jakob Ellemann-Jensen og regeringen kun ville give dem sølle syv dage til at reagere på dens ultimatum.
Stillet over for den oprørte opposition valgte regeringen i første omgang at åbne for, at de øvrige partier kunne komme med deres forslag til finansiering. Ingen i regeringstoppen troede, at de ni partier i praksis ville kunne enes om en finansiering. Men torsdag morgen, lige inden debatten i folketingssalen gik i gang, smækkede partierne en finansieringsplan på bordet.
På den baggrund gik først Ellemann og siden Frederiksen i gang med tilbagetoget.
Ingen af dem er imponerede over den finansiering, som oppositionen anviser. Men de har indset, at krigsomkostningerne ved at tvinge de øvrige partier til at skrotte store bededag vil blive for store.
Så hvad sker der nu? Svaret er, at alle partier nu skal til møder med finansminister, Nicolai Wammen. Et godt gæt er, at det vil føre til, at partierne også får adgang til de kommende møder hos Jakob Ellemann-Jensen, når indretningen af fremtidens forsvar skal aftales.
Så langt – så godt. For både regering og opposition.
For regeringen ville en fortsat konfrontation betyde, at den konstant ville stå over for et fjendtligt folketing, og den ville risikere, at anklagerne om magtfuldkommenhed ville klæbe sig fast. Oven i det ved regeringstoppen godt, at en omfattende og langtrækkende aftale om forsvaret selvfølgelig helst skal være forankret i et bredt flertal for at gøre aftalen tilstrækkelig robust og stabil.
For oppositionen er der tale om en sejr. Ikke alle partier vil i sidste ende skrive under på den kommende forsvarsaftale. Men for partier som de Konservative, de Radikale og SF, som var med i forårets nationale kompromis om Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik, ville det være en nedtur af dimensioner, hvis de ikke kunne være med til at styrke forsvaret via en ny forsvarsaftale.
Ved at række hånden frem har regeringen med andre ord fundet en parlamentarisk landingsbane. Men den har fortsat en lang og besværlig kamp foran sig. Regeringstoppen insisterer stadigvæk på at skrotte bededagen, for det vil øge arbejdsudbuddet betragteligt og indbringe milliarder til statskassen. Og det er vigtigt for regeringen, som har brug for at finde midler til de mange planer, den gerne vil gennemføre.
Regeringen skal derfor fortsat slås med stærk modstand fra folkekirken, fagbevægelsen og en stor del af befolkningen, som er imod at sløjfe store bededag som helligdag. Dette opgør vil koste på popularitetskontoen, og i den kommende tid vil alle på Borgen nøje følge med i meningsmålingerne for at se, hvor meget især S og V vil blive straffet.
Når regeringen holder fast i at skrotte store bededag, skyldes det imidlertid ikke kun hensynet til det provenu, som en sløjfning af helligdagen vil udløse. I regeringstoppen er man også overbevist om, at hvis man opgiver planen om at fjerne helligdagen, vil man sende et signal til omverdenen om, at SVM-regeringen er så svag, og at den kan blæses omkuld, hvis blot modstanden er hård nok.
På dét punkt har Frederiksen, Ellemann og Løkke blandet blod: De vil være en reformregering, og de vil vise, at de har mod til et træffe upopulære, men nødvendige beslutninger. Derfor tegner alt til, at store bededag vil være fortid som helligdag fra 2024.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.
