
Læger på en række af landets akutafdelinger lader sig ansætte som konsulenter til markant højere løn end de fastansatte. På Nordsjællands Hospital, hvor tendensen er markant, er 75 procent af bagvagterne dækket af konsulentlæger.
Det viser tal, som Dagbladet Information har fået indsigt i.
Akutafdelingerne skriver sig ind i en tendens om et presset sundhedsvæsen, hvor flere hospitaler gør brug af private vikarbureauer eller konsulenter for at kunne dække manglen på læger og sygeplejersker. Det betyder først og fremmest stigende udgifter til lønninger, da konsulenter får markant mere i løn end fastansatte læger.
Sundhedsøkonom og professor på SDU Jes Søgaard kalder det "en ond spiral".
"Jeg kan godt forstå både læger og sygeplejersker, for vikarbureauer er gode til, at man får en større valgfrihed, og man får også højere løn. Men det er et kæmpe problem for sygehusene," siger han til Information.
"Med den løn, konsulenter kan få, skal man næsten være idiot for ikke at gå over og være konsulent."
Konsulentlæger nødvendige
Den omfattende brug af konsulentlæger på Nordsjællands Hospital er ifølge ledende overlæge Jesper Juul Larsen nødvendig, fordi han ikke kan rekruttere læger til faste stillinger. Hospitalet oplyser til Information, at de i øjeblikket mangler 22 læger til at kunne dække vagterne.
Ligesom Jes Søgaard ser Jesper Juul Larsen med bekymring på tendensen. Udover de højere udgifter til lønninger forringer det nemlig også sammenhængskraften på den specifikke afdeling, at der ikke er et fast team.
"Men hvis ikke jeg har konsulentlæger, så har jeg ikke nogen til at tage imod patienterne," siger Jesper Juul Larsen til Information.
En god forretning
Det er en god forretning for den enkelte læge at sige sit faste job op og blive ansat igen på konsulentvilkår. Ifølge aftalen for timelønnede læger ansat til akuthjælp i Region Hovedstaden kan man på en almindelig 37 timers arbejdsuge komme op og tjene rundt regnet 116.000 kroner om måneden.
Til sammenligning er grundlønnen for en fastansat speciallæge ifølge overenskomst for overlæger fra april 2021 lige godt 62.000 kroner om måneden plus 11,6 procent i pension.
Jesper Juul Larsen mener derfor, at man må skride ind fra politisk side.
"Det er en usund mekanisme, der er i gang, fordi vi undergraver vores egne, lokale forhold. Derfor er man nødt til at lave det sådan, at det økonomiske incitament kan matche det at være konsulent, altså sætte lægers lønninger op. Eller også bliver man nødt til at gøre det superbesværligt at være konsulent," siger han til Information.
I denne uge har Berlingske bragt historier om, at manglen på sygeplejersker har tvunget Region Hovedstaden til i stigende grad at gøre brug af eksterne vikarbureauer. De bliver også ansat til markant mere i løn.