Som lokaljournalist hos Sjællandske Medier kommer du helt tæt på. På historier, på kilder, på mennesker.
Der er nærmest ingen begrænsninger på, hvad du kommer til at skrive om hos os. For vi fortæller om stort set alt. Lige fra flygtningekriser, skolelukninger, anti-terror-indsatser og forureningsskandaler til festivaler, butiksåbninger og kongehus-besøg.

Det kan du blive en del af som praktikant hos Sjællandske Medier. Vi lover dig en alsidig hverdag, hvor du kommer rundt om hele det journalistiske spektrum og møder mange forskellige mennesker, naturligvis ansigt til ansigt, for en af lokalavisens styrker er netop det at være ude i lokalsamfundet og komme tæt på mennesker. Du har stor frihed til at forfølge egne historier, og en god idé får altid et ”JA”.
Det er ude i landet, virkeligheden finder sted. Det er her, man møder de ukrainske flygtninge og de danskere, der huser dem. Det er her, ansøgerne til ”arne-pensionen” bor og arbejder. Og det er her – i gangene på rådhusene – at Folketingets beslutninger går fra lovtekst til reel påvirkning af borgernes hverdag.
Sjællandske Medier opslår fem stillinger, hvor du ikke kun får lov til at prøve kræfter med lokaljournalistikken, men også kan dyrke din sportslige interesse eller dykke ned i nettets mange muligheder.
Du vil starte din praktiktid på en af vores lokalredaktioner, hvor al den teori, du har fået på studiet, hurtigt bliver omdannet til praktisk erfaring. Din redaktør og dine gode kolleger er naturligvis klar til at sparre og idéudvikle, ligesom du selvfølgelig kan trække på deres store kendskab til kilder og lokalområdet. Hos os er du ikke bare en praktikant, du er et fuldgyldigt medlem af redaktionen, hvis indsats værdsættes lige så meget som kollegernes. Men vi ved godt, at du også er her for at lære, så du kommer aldrig længere ud, end du kan bunde – og der er altid nogle til at støtte dig.
Er du interesseret, vil du kunne kombinere dit praktikophold med et forløb på vores webredaktion, hvor du kan få lov til at udforske online-journalistikken og producere dit eget projekt i form af web-dok, podcast eller noget tredje.
I løbet af året vil du til læringsdagene kunne udveksle tanker og erfaringer med dine medpraktikanter, ligesom der ofte er besøg hos andre mediearbejdspladser, så du kan få et indblik i, hvordan andre arbejder og få kendskab til andre mennesker i branchen.
I hverdagen er gode kolleger garanter for en positiv stemning på redaktionen. Du kan glæde dig til fællesfrokoster, dartturneringer og weekendkage, naturligvis kombineret med en høj faglighed, når der produceres stærkt indhold til avis og web.

Der er dejligt på Sjælland – også at bo. Men har du base uden for dækningsområdet, er det ikke svært at pendle til dit praktiksted. Så kan du også nå et helt afsnit af favoritpodcasten på vejen.
Kontakt Palle Høj på 2047 1577 eller palle.hoej@sn.dk for at høre mere eller få en aftale om et besøg.