Af Pia Kjærsgaard, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
Fremtiden for Taiwan er usikker, når Kina truer.
Da det rygtedes, at den amerikanske politiker Nancy Pelosi ville gæste Taiwan, vågnede den kinesiske drage og gjorde sig klar til at spyde ild. Sablerne raslede. Og jagerflyene blev sat i luften. Ikke fordi det er noget særligt, da jagerflyene jævnligt krænker luftrummet over Taiwan som en længere strategisk udmattelseskrig, men i dagens anledning skulle de anses som en klar understregning af kinesernes bekymring og utryghed, der helt fredeligt ville besøge Taiwan. Hun anses åbenbart som så farlig, at hæren skal tages i brug for at markere, at de tager ”truslen” alvorlig. Kinas sikkerhed var åbenbart truet, skulle man forstå.
Toplederne i Kina gjorde det klart, at landede Nancy Pelosi i Taiwan, så vil det udløse en krise, gøre den sikkerhedspolitiske situation usikker, gøre strædet der adskiller Taiwan og Kina til et regulært minefelt, og ikke mindst skade forholdet mellem Kina og USA. Alvorlige ord blev ytret fra de kinesiske ledere med ansigterne i sædvanlige alvorlige og usympatiske folder, som om de agerede farlige kinesiske drager.
Kineserne havde travlt med at lade sig krænke over, hvad og hvem en amerikansk politiker ønsker at besøge. Og bruger deres statsmedier og magt til at råbe op om militært ustabilitet grundet et enkelt besøg af en demokratisk valgt amerikansk politiker. For det handler jo ikke om, at det er en amerikansk militæraktion, der peger kanonerne mod Kina. Men i den egentlige substans så handler det jo bare om, at kineserne gør det, de er bedst til: Nemlig at diktere hvad alle andre skal gøre, i stedet for at få styr på deres eget diktatur og få gjort det til at egentligt demokrati.
Vi husker sikkert alle sammen scenerne fra København, hvordan tibetanske flag for 10 år siden ulovligt blev fjernet og fredelige demonstranterne blev gemt væk bag politiets mandskabsvogne, da det skulle sikres, at den kinesiske præsident ikke blev krænket af at se et tibetanske flag eller pro-tibetanske demonstranter. Altså her i Danmark hvor vi ellers bryster os af både ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.
Sidenhen – og før det – har der været et utal af horrible eksempler på kinesisk magtdemonstration. Oftest er det ”kun” ord. Andre gange med reel magt. Blot se på hvad der sker i Hong Kong.
Jeg har selv oplevet de kinesiske aggressioner og intimideringer flere gange ifm. Taiwan, og ved at de eksisterer mere eller mindre kontant, hvor kineserne er, når de forsøger at opdrage os andre til ikke at krænke dem med vores ytringsfrihed, demokrati eller hvem vi mødes med. Det er så patetisk, så vanviddet driver ned ad væggene.
Nancy Pelosi landede i Taiwan og er nu igen taget afsted. Nu afventer hele verden med spænding på, hvilke af alle de kinesiske trusler Kina agter at udleve.
Jeg har selv besøgt Taiwan et utal af gange. Et fantastisk land, folk og nation. Og selvfølgelig skal de selv – som det frie land de er – selv bestemme, hvem de vil have besøg af. Så regimet i Kina: Bland jer uden om. Vi blander os heller ikke i, hvem der besøger Kina.
Det her handler ikke ”bare” om Taiwan. Det handler ligeså meget om, hvordan den vestlige verden udvikler sig og hvor meget vi vil lade os true til tilbageskridt. Vi må som frie nationer stå fast på vores værdier og ikke lade os intimidere af primitive lande eller ideologier. Og i den kamp, må vi aldrig gå på kompromis grundet frygten for konsekvenserne uanset hvad truslen er. For gør vi det for at tækkes en primitiv tankegang fra den ikke-frie verden, er vi alvorligt selv medskyldig i demokratiets opløsning.
Men med sagen om Taiwan handler det ikke bare om udfordringer af den flossede kinesiske selvfølelse i et land der arbejder sig op som en reel supermagt. Det handler om en armlægning mellem den vestlige demokratiske verden og så den diktatoriske aggressor Kina, som måske ikke blot vil nøjes med at true, men rent faktisk pludselig sætter magt bag ordene, og invaderer Taiwan for at gøre det som en del af Kina. De skulle bare finde en årsag. Sørgeligt. Men desværre nok den sandhed som kan blive en realitet, hvis kineserne ikke besinder sig og accepterer den frie verden.
