Af Johannes Schønau, bæredygtighedskonsulent, Folkehøjskolernes Forening
Den australske palliativsygeplejerske Bronnie Ware indsamlede i 2012 en række interviews med døende patienter fra det hospice, hvor hun arbejdede. Under en tillidsfuld samtale med hende, fortalte de på deres dødsleje om deres liv og om de ting, de ville have gjort anderledes – ting de havde fortrudt eller om det liv, de ville have levet, hvis de kunne gøre det om.
Disse samtaler samlede hun i bogen "The Top Five Regrets of the Dying" – de døendes fem største fortrydelser. Og mønsteret var ret entydigt: Stort set samtlige ville i livets afslutning have ønsket, at de havde forvaltet deres tid anderledes. Nummer ét på hendes liste over de største fortrydelser var: “Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv, der var tro mod mig selv i stedet for det liv, andre forventede af mig”. Og ind på en solid andenplads kom fortrydelsen: “Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt”. Ja, faktisk fortrød samtlige mænd deres arbejdspres, selvvalgt eller af nødvendighed. Samtlige.
Det var i Australien for 10 år siden, men hvordan ville svarene på en lignende undersøgelse se ud i Danmark i dag? Hvad vil vi fortryde, når vi på dødslejet kigger tilbage på et levet liv? Den store bil vi ikke købte? Et faldskærmsudspring der aldrig blev sprunget eller det fede job vi aldrig søgte? Jeg er bange for at svarene i Danmark i dag ville være de samme som dengang i Australien: Mange af os ville svare, at vi ikke havde været tro mod os selv, at vi havde arbejdet for meget, og at vi ville ønske, vi havde tilbragt mere tid sammen med vores nærmeste. Eller med andre ord: At vi selv havde bestemt, hvordan vi ville forvalte vores tid. Ens egen tid. De timer man selv bestemmer over, uden andre instanser forventer noget af dig.
Fornyeligt afskaffede regeringen store bededag. En fridag i det spirende forår, med mulighed for at lade op, inden sidste etape op mod sommerferien. Argumentet var økonomi og en statskasse, der havde brug for et boost, fordi budgettet ikke holdt. Jeg har ikke overblik over statskassen, men jeg kan godt læse sygdoms-statistikker, og de taler deres eget tydelige sprog. Stress er nu stadfæstet som en folkesygdom, der rammer alle samfundslag.
Fra professionelle håndboldspillere til fragtmænd, og fra skolelærere til regeringspolitikere tegner der sig det samme mønster: Stress rammer i stigende grad og den rammer hårdt. På den lokale folkeskole i mit lokalområde, har over 75% af lærerstaben indenfor de sidste 10 år været langtidssygemeldt, og flere af dem på grund af stress. Selv vores vicestats- og forsvarsminister er pt ramt, (og Troels Lund Poulsen er allerede begyndt at se træt ud).
Kan man tale om at save den gren over man selv sidder på? At man selv er med til at fjerne de pusterum ens egen krop og hoved har brug for? Det ville være hårdt sagt og urimeligt overfor en mand, der har knoklet for at få landet til at hænge sammen, og for øvrigt sikkert heller ikke plejer at holde fri Stor Bededag. Og jeg tror heller ikke det er så simpelt. Jeg tror der skal kulturændringer til.
Så længe det at arbejde hårdt tales op, så længe vi ønsker at gøre alt hurtigere, så længe alle ”tomme tidshuller” skal fyldes ud med effektivitet, og så længe ønsket om at komme hurtigere frem/hjem/ud ligger i os, kommer vi aldrig denne stress-pandemi til livs. Det er en tone i samfundet der skal ændres, og det er ikke let, for man bremser ikke sådan lige et hamsterhjul.
Måske skal vi begynde at sætte en pris på vores frie tid, på samme måde som vi værdisætter den tid vi arbejder. Hvorfor kan vi ikke finde ud af at sætte en pris på vores egen tid, så den bliver værdsat som den ressource den er? Ikke en pris i kroner og øre, men måske i glæde? En selvbestaltet værdiskala, hvor der skal være balance mellem det, der gør dig glad, og det, der slider dig op.
Flere steder begynder vi heldigvis at se små spor af nye måder at tænke denne balance på. Enkelte arbejdspladser kører nu med kortere arbejdsuger og mere flextid. Ja, nogle steder har man sågar taget kampen op med en 37 timers arbejdsuge og indset, at man også når meget på 30 timer. (Og denne omlægning starter ofte, blot fordi ledelsen har læst arbejdspladsens statistikker over sygemeldinger). Begejstring er stor, både hos ledelsen og medarbejderne, og flere fremhæver, at de i fremtiden anser en kortere arbejdsuge som et konkurrenceparameter i jagten på at finde kvalificerede medarbejdere til netop deres arbejdsplads.
Det kan være svært på individ-niveau at stoppe op, geare ned og holde pause fra hamsterhjulet. Vi må hjælpe hinanden. Men jeg tror også, at vi får brug for opbakning fra den regering der sætter rammerne, hvis vi skal have ændret en samfundsudvikling. Så længe uddannelser bliver forkortet og gjort mere effektive, så længe pensionsalderen stiger og så længe helligdage sløjfes, får vi ikke roen til at finde vores egen balance, mellem hvad der slider os op og hvad der giver og spreder glæde. Også vores liv skal være bæredygtigt, for ellers ender vi alle der, hvor vi på dødslejet fortryder, at vi ikke brugte noget mere tid på os selv og vores nærmeste.
