Af Mikkel Bjørn, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
Jeg tillader mig at blande mig i den hidsige diskussion om at nedrive eller bevare den kønne toetages villa på F.C. Hansensvej 2. Det er opmuntrende, at Køges borgere kan se ud over deres egen næsetip og bekymrer sig om byens fremtidige udseende og sjæl.
Jeg er instinktivt på samme side som de bekymrede Køgeborgere, som vil have kommunen til at bevare bygningen. For hvad er der ikke gennem tiden blevet ødelagt i modernitetens og fremskridtets navn? Hvor mange sjælløse beton- og stålkonstruktioner er der ikke rejst ovenpå en tomt, hvorpå der engang lå et hus, hvori arkitekter, murere, tømrere og malere havde lagt al deres håndværksmæssige formåen sammen med en passende respekt for fortiden?
Nej, vi skal ikke bevare boliger, bare fordi de er gamle: nogle gange må dét bare falde, som ikke kan stå. I vore større byer har det været nødvendigt at luge ud i en boligmasse, som blev rejst i huj og hast under industrialiseringen.
Men nogle gange har resultatet, erstatningen, ikke været til at skelne fra de groteske planbyggerier, som ikke bare de socialistiske diktaturer opførte efter Anden Verdenskrig, men som vi kan se i forstæderne i flere danske byer. De monotone sociale boligbyggerier er ikke bare en skamstøtte over danske arkitekter og danske politikere: de er også blevet magneter for alverdens fattige fra fjerne, fremmede lande, som er søgt til Danmark igennem 40 år – en kombination, som der ikke kommer noget godt ud af.
Men jeg vil holde mig til den pudsede, sartrosa villa på F.C. Hansensvej i Køge.
Naturligvis skal vi respektere den private ejendomsret – ellers kan vi ikke tale om et samfund, som beskytter sine borgere. Men politikere, arkitekter og entreprenører har samtidig en pligt til at tage hensyn til de borgere, som skal leve livet som tilskuere til deres frembringelser.
Derfor vil det være en sund lærestreg for det spinkle flertal i Køges kommunalbestyrelse, hvis det lykkes byens borgere at tvinge dem til at tage nogle æstetiske hensyn, før de river ned for fremskridtet.