Af Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd
Som sygeplejerske kan sådan en status ikke undgå at efterlade en med en stærk følelses af utålmodighed og en smule harme over, at der ikke er sket mere. Sådan er det også i år. Men heldigvis er jeg også mere fortrøstningsfuld end længe.
Første skridt mod forandring er som bekendt erkendelsen af, at der er et problem og forståelsen af, hvad der er løsningen. Det kan tage tid, ved vi af erfaring. Og pludselig kan det gå stærkt, som vi også ved fra blandt andet MeToo.
Ligestilling kræver kampe
Der er taget mange kampe for ligestillingen gennem årene. Helt tilbage til kampen for retten til uddannelse for ca. 150 år siden og senere for kvinders stemmeret. Det mødte meget modstand. Dengang lød det, at kvinder er for følelsesladede til at deltage i det politiske liv, og først i 1915 fik kvinder stemmeret.
I 1976 kom ligelønsloven, der forbyder lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Efter mange års kamp. Loven skal sikre, at arbejdsgiverne ikke gør forskel på kvinder og mænd, der udfører arbejde af samme værdi. Så langt så godt. Den forhindrer dog ikke store forskelle i lønnen mellem fag med mange kvinder og fag med mange mænd.
En ligelønslov giver ikke automatisk ligeløn
Ligelønsloven var et stort skridt for ligestillingen i Danmark, men der er langt fra formel ligeløn til reel ligeløn. Også i dag er der stor forskel på, hvad der tikker ind på lønkontoen hos kvinder og mænd og mellem ansatte i fag, hvor der er mange kvinder og fag med mange mænd.
Ifølge en analyse fra Oxfam Ibis koster det i runde tal to millioner kroner på livslønnen – efter skat – at vælge et kvindedomineret fag frem for et mandsdomineret fag. Eksempelvis tjener en sygeplejerske cirka 5.000 kroner mindre om måneden end en skolelærer.
Så selv om vi er nået langt, er vi ikke i mål. Den næste store kamp, vi mangler at lykkedes med, er netop at få gjort op med den strukturelle uligeløn.
Gammelt tankegods spænder ben
Desværre er der fortsat mange, der ikke har erkendt, at ligelønsloven ikke er tilstrækkelig, hvis vi skal udligne den skæve lønfordeling mellem kvinde- og mandsdominerede fag.
Det er skævheder, der hænger tæt sammen med både normer, kultur og historie. Når vi stadigvæk slæber rundt på en strukturel uligeløn, skal forklaringen blandt andet findes i Tjenestemandsreformen, der for over 50 år siden lagde grunden for lønhierarkiet mellem de offentlige fag. Dengang lød begrundelsen for de skæve indplaceringer, at mændene typisk havde forsørgerpligten i familien.
En anden faktor, der spiller ind, er synet på omsorg og værdisættelsen af omsorgsarbejde. Som det blandt andet er blevet fremført af debattør og foredragsholder Emma Holten, er det selve præmissen for sygeplejersker og andre kvindedominerede faggruppers lønniveau, den er gal med.
Her kan trådene kan trækkes tilbage til den økonomiske teoris fader, Adam Smith, som levede i 1800-tallet og betragtede omsorg som et naturtalent hos kvinder. Det har påvirket økonomiske tænkeres syn på omsorgsarbejde helt frem til i dag, hvor Finansministeriets antagelser om værdien af omsorgsarbejde stadig er negativ. Ifølge den forståelse vil det altid være en udgift at investere i omsorg. Man medregner ikke den værdi, det har, når eksempelvis sygeplejersker hjælper os med at blive raske, eller pædagoger tager sig af vores børn – hverken på kort eller lang sigt.
Det næste opgør
Det trænger vi til et opgør med, og vi trænger til politisk handling på de udfordringer flere undersøgelser og kommissioner har vist. Blandt andet viste Lønkommissionen fra 2010, at kvindedominerede fag med mellemlange, videregående uddannelser har et større lønefterslæb end andre offentlige faggrupper. Alligevel er intet sket.
Er det mon fordi, man i alvor mener, at omsorgsfagene er mindre værd end fag, hvor der arbejdes med eksempelvis teknik og finans? Er der mon stadig nogen, der mener, at det er naturtalent og ikke uddannelse og kompetencer, der er grundlaget for den høje kvalitet og faglighed, som blandt andet patienterne møder i sundhedsvæsenet?
Jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi i fremtiden vil se tilbage og tænke, at det var ubegribeligt, at man så længe kunne holde fast i en åbenlys skævhed og manglende påskønnelse af omsorgsfagene.
Lige nu er det tydeligt, at de studerende ser på såvel løn som arbejdsvilkår, når de vælger uddannelse, og derfor er ansøgertallet til de store velfærdsuddannelser stærkt nedadgående. Ligesom de færdiguddannede søger andre veje i arbejdslivet. Begge dele betyder en stor mangel på medarbejdere, og det kommer vi alle til at mærke konsekvenserne af.
Spørgsmålet er, hvornår vi på kvindernes kampdag kan gøre status og fejre, at vi nu også har fået reel ligeløn.
