Af Lola Jensen, familievejleder
Indledningsvist skal der lyde en kæmpe hyldest til “frivillig Danmark”, for alle de mange timer, folk frivilligt giver til mennesker, der har brug for et lille eller større løft i hverdagen eller bare et brud på ensomheden.
De frivillige giver meget af deres fritid til at arrangere og stå for lokale arrangementer, melder sig til at være bestyrelsesmedlem i klubber og idrætsforeninger, besøgsven på plejehjem, hjælpeperson i skoleklasser, voksenven for børn, støtteperson for familier der behøver det ekstra for at få hverdagen til at hænge sammen, hjælp i ældrecentre, reparationscafé, mentor for unge, hjælp til nytilkomne flygtninge, hjælp til nødhjælpsorganisationer blandt andet som medarbejder i genbrugsbutikker, netværksarrangementer for udsatte og meget mere.
De samme mennesker bruger ofte en hel dag på at samle penge ind til særlige formål som Kræftens Bekæmpelse, folk i nød udenfor Danmarks grænser, julehjælp til danskere og flere andre fine indsatser. Når jeg kommer rundt i landet for at holde foredrag, er der ikke langt imellem, at jeg får fortælling om initiativer, der gør mig varm, glad og rørt på vegne af de mennesker, som hjælpen gives til.
Trods en indledningsvis hyldest, kommer der dog fra mig et ønske om, at der skrues op for “frivilligblusset” på steder, hvor gnist og ild næsten ikke brænder – eller ikke er tændt endnu. Uden at kunne generalisere, så er gennemsnitsalderen på borgeren med det tændte hjælpeblus nok i en plus 60-alder, nærmere de 70.
Crossfit eller frivilligt arbejde
Alle kan selvfølgelig tænke, at det giver mening, at hjælpen kommer fra folk i den alder. De er gået på pension, og den mest travle generation er ikke at finde i kredsen af frivillige, for de står jo midt i udfordringen at være småbørnsfamilie, i gang med boligetablering, nystartet på arbejdsmarkedet og måske ved at bygge en karriere/virksomhed op.
Men opbygning af tilværelsen ser altså, herfra hvor jeg betragter, ud til at række langt op i 50års-alderen, hvor fitness, crossfit, rejser til verdens fjerneste steder, dykning, klatring, halv og hel marathon og gerne også en ironman og meget mere også er med på den individuelle “to do”-liste.
Der ikke mange frivillige 20 til 60-årige at finde i forenings- og frivillig-Danmark. Derfor er ønsket herfra, at denne aldersgruppe melder sig under frivilligfanen. Og det er nødvendigt at gøre det nu, for det varer ikke mange år før nuværende “Tordenskjolds soldater”, simpelthen bliver for gamle til at have kræfter til at blive ved. Hvis de unge ikke kommer på banen, vil vi opleve at stå uden arvtagere af frivilligtjansen om få år.
Nogle vil måske sige, at så må det bare blive en offentlig opgave, som vi må betale os fra via skatten. Min holdning er, at offentligt arbejde skal udføres af det offentlige. Ingen pårørende skal selv stå for personlig pleje og vask af et nært familiemedlem, og skolelærere skal stå for undervisningen, socialrådgivere skal sørge for støtte og hjælp til udsatte familier, og læger og sygeplejersker skal behandle de syge. Men ved siden af disse nødvendige samfundsopgaver ligger altså et behov for, at vi løfter i flok, som tidligere generationer altid har gjort, og fortsætter med at føle pligt til at give noget af sig selv ved næstekærlighed og ud fra tanken om at være mod andre, som man selv ønsker at blive behandlet.
Investér i egen sikkerhed
Måske kan motivationen til at hjælpe findes frem ved tanken om, at ingen kender dagen i morgen. Måske er det dig eller mig, der i morgen får brug for det lille ekstra fra en nabo eller frivillig i lokalområdet, og så er det godt at have bidraget selv ved at sætte ind på fællesskabskontoen, mens egne kræfter og ressourcer er i topform.
Altså vil en investering ved at melde sig som frivillig her og nu – bare melde sig til en lille ting – også være en investering i egen sikkerhed for god trivsel på den lange bane.
Det lille ekstra behøver ikke at være så stort. Det kan handle om at sige ja til det barn i børnehaven, der måske har lidt ekstra krudt i rumpen. Sige ja til det barn, som alle undgår at tage med hjem, fordi det på forhånd virker mere belastende end hyggeligt for eget barn og én selv som voksen, hvis man helt frivilligt skal fylde egen matrikel med øget støj. Ved et ja til barnet om at komme med hjem, bare engang imellem og fordelt mellem alle børn, vil det barn fortælle mig som 5-årig, når jeg kommer som familievejleder “jeg har fået min første ven”.
Måske skal I som familie på tur og tænker: “Vi har selv to børn. Der er plads til tre på bagsædet. Det barn kommer aldrig på tur. Vi kan godt invitere barnet”. Måske inviterer barnet aldrig selv til fødselsdag, og siger måske også nej tak til at komme til andre børns fødselsdag. Så gør det den lille positive forskel for det barn, hvis en ressourcestærk familie ringer barnets forældre op med tilbud om at hente barnet og måske endda hjælpe med gaven: “Dit og mit barn kan være fælles om en gave, og jeg kan bage kage for os begge to til skolearrangementet, jeg kan godt betale det”.
Barnet, der er udenfor
Alle de andre børn i klassen melder sig til sport, men ikke dette barn, hvor forældrene hverken har råd til at købe sportstøj, betale kontingent eller har overskud til at bringe barnet frem og tilbage. Det får du og et par andre ressourcestærke forældre øje på og tilbyder derfor at skaffe noget brugt idrætstøj, søge idrætsforeningen om frit kontingent til barnet, og hjælpe med at hente og bringe. I er tre ressourcestærke forældrepar, der slår jer sammen. Det passer til fem i bilen, chaufføren og fire børn, hvis der skal køres. Og den dag, der er sport, kommer barnet måske direkte med hjem fra skole på skift imellem de tre familier. Det bliver sikkert ugens bedste eftermiddag for det barn med tryghed ved gentagelsen og samvær sammen med en familie med ressourcer – og en chance til barnet for at føle sig som del af et fællesskab.
Siger barnets forældre nej tak til tilbuddet i første omgang, så er det sikkert på grund af flovhed over ikke selv at kunne give det til eget barn, som alle forældre jo så gerne vil. Sig dette højt til barnets forældre og sig, at sådan er der ingen grund til at tænke, og spørg så igen. Ved andet eller tredje forsøg kommer forældrene sig oftest over flovheden, og siger ja tak til det fine tilbud.
Hvis denne form for hjælp ikke er den, som du kan se dig selv i, så er der mange andre muligheder for at give det lille ekstra. Der kan gives det lille ekstra til hele klassen. Det er muligt at tage en tørn i bestyrelsesarbejde i dagpleje, daginstitution, skole eller fritidsliv. Det er også muligt bare at køre børn til og fra kampe. Og husk at melde fra, hvis I ikke kan komme alligevel. Jeg hører stigende, at træneren står i den utaknemmelige situation, at der ikke er børn nok til holdet, fordi flere er blevet væk uden at melde fra. Hvis træneren skal bevare sin lyst til at bruge sin fritid på at være noget for andre folks børn, er det vigtigt at værne om trænerens tålmodighed. Jeg hører flere steder fra, at trænerens tålmodighed ugentligt bliver sat på en prøve ved forældres klager, negative tilråb fra tilskuerpladserne, ved individuelle ønsker fra forældre omkring netop deres barn – uden tanke på, at der er 22 andre børn på holdet.
Kan hjælpe på mistrivsel
Hvis alle tager et 360 graders røntgenblik rundt i eget netværk, falder blikket måske på et barn, ung eller voksen i mistrivsel, der måske oveni oplever ensomhed, måske netop ved at stå alene med sin følelse af mistrivsel og utilstrækkelighed. Lige nu er antallet af børn, unge og voksne i mistrivsel nærmest eksplosivt stigende, så det er nok de færreste, der vil opleve, at et 360 graders røntgenblik ind i børnehaven, klassen, sportaktiviteten, familien, vennekredsen, nabolaget eller arbejdspladsen ikke vil spotte én eneste person, der kan have behov for det lille ekstra.
Jeg kan godt se, at årsagerne til menneskers stigende mistrivsel er mange, men jeg er sikker på, at hvis vi begynder nedefra og begynder med os selv og vores nærmeste ved at øge vores fokus på dem og skrue op for fællesskabsfølelsen igen, så tror jeg, at vi på kort tid kan mærke, at vi ved fælles hjælp kan vende mange menneskers mistrivsel og ensomhed til følelsen af at høre til i et fællesskab og betyde noget vigtigt for omgivelserne.
Tænk hvis alle børn og unge hver dag vågnede med følelsen “hvor er det dejligt, at der er nogen, der venter på mig i dag, jeg betyder noget for nogen”. Efter ubetinget kærlighed er det næstvigtigste, børn og unge skal mærke, at der er brug for dem, at netop de gør en forskel for dagen i dag og i morgen. Lad os allesammen hjælpes ad med at give alle børn og unge den følelse ved at give det lille ekstra til dem, der tydeligt har brug for det.
