Ved at afskaffe store bededag mister vi et tiltrængt åndehul. Vi mister en dag med tradition. Og vi mister noget af det skønsomme forhold, staten og kirken har haft indtil nu.
Af Morten Bangsgaard, teolog og medlem af Etisk Råd
Siden den nye regering før jul fremlagde forslaget om at afskaffe en helligdag, har der rejst sig en større hær af protester. I skøn forening har fagbevægelse, folkekirke, en samlet opposition fra begge sider af den nye midterregering og i hundredtusindvis af danskere råbt vagt i gevær. Store bededag skal bevares som fridag, som helligdag, som tradition og som et åndehul i et stadig mere hektisk og intenst arbejdsliv. Der er oprør i Danmark, fordi der er noget fundamentalt på spil for Danmark og danskerne.
De fleste historikere er enige om, at den sidste borgerkrig i Danmark var grevens fejde i første halvdel af 1500-tallet, der både førte til Christian 3’s magtovertagelse og med ham reformationen i Danmark. De katolske biskopper blev sendt på porten. En fejde var en væbnet konflikt eller ligefrem en borgerkrig. Grevens fejde fik afgørende betydning for danmarkshistorien, og der går en lige linje fra oktober 1536 til vores danske folkekirke i dag. Næsten femhundrede år som protestantisk land. Dengang var kirken en statskirke, og med enevælden bestemte kongen alt og havde uindskrænket magt. Med juni-grundloven i 1849 blev kongens enevælde fortrængt, og statskirken blev til en folkekirke. Folkets kirke, ikke kongens.
Skønsomheden skrider
Hvorfor er det vigtigt at have in mente, når vi nu diskuterer, om st. bededag skal afskaffes? Det er det fordi, der med Grundloven blev fastsat nogle helt centrale spilleregler for forholdet mellem staten og kirken. Spilleregler som i 174 år har defineret, hvordan staten ikke blander sig i det, der kaldes kirkens indre anliggender. Det er en lang tradition at bryde i hu og hast. Den danske folkekirkelige ordning hviler i høj grad på ”skønsomhed”, at en minister ikke går til regenten, altså i de seneste 50 år dronningen, uden at have en enighed eller i hvert fald en forståelse med folkekirken om den pågældende sag.
Dronningen skal skrive under
Hvorfor skal ministeren i det hele taget gå til regenten? Det skal ministeren, fordi der stadig er en rest af noget statskirkeligt i Grundloven. Hverken folkekirke eller regering kan handle uden kongelig resolution, når det gælder fx ændring af eller ligefrem afskaffelse af helligdage. Når store bededag nu bliver afskaffet, betyder det, at Alterbogen skal ændres. En alterbog er en liturgisk bog, som indeholder bibelske tekster til gudstjenester og kirkelige handlinger. Alterbogen skal ligesom den autoriserede oversættelse af Biblen og den danske salmebog autoriseres af regenten. Skal alterbog, bibel eller salmebog ændres, forudsætter det, udover et meget langt arbejde i folkekirken, at ministeren beder regenten om at autorisere bøgerne. Men kan en minister bede regenten om en ny kongelig autorisation, hvis det ikke er folkekirkens ønske?
Grundloven siger staten skal understøtte
Det kan ministeren godt. Men er det klogt? Det er alt andet end klogt, for det er lige præcis her, at den skønsomhed, der, siden vi fik grundloven, har kendetegnet forholdet mellem staten og kirken, kommer i skred. En tradition præget af at staten har hørt folkekirkens parter, når der blev lovgivet om folkekirkens ydre anliggender og ved kongelig resolution fastsat regler for de indre anliggender. Eller sagt på en anden måde: Staten blander sig ikke i kirkens indre anliggender. Når kirken, og det er ikke ét bestemt besluttende organ, for ingen kan tegne folkekirken, beder om en ny autorisation af fx en ny bibeloversættelse, ja så går ministeren til regenten og beder om en ny autorisation på vegne af folkekirken.
Den rolle beskriver ofte kirkeministeren som folkekirkens pedel. En pedel sørger for alt det praktiske, men blander sig ikke i hvordan tingene skal se ud. Hverken minister eller regering er altså enevældige som de hedengange enevoldskonger, men skal både vogte og værne skønsomt om forholdet mellem stat og kirke. Faktisk står der allerede i den nuværende §4 i Grundloven, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og skal understøttes som sådan af staten. Understøttes og ikke bestemmes over. Grundlovens ord kan godt virke lidt uklare og upræcise. Det er derfor, den særlige skønsomme tradition har udviklet sig som en rettesnor for samarbejde og forståelse af forholdet mellem stat og kirke.
Danmark er et kristent land
Derfor kan det også virke mere end paradoksalt, at den nye SVM-regering i sit regeringsgrundlag skriver at ”Danmark er et kristent land”, og at den danske folkekirkes særstatus skal bevares – for derefter, som en af sine første handlinger, at beordre en helligdag afskaffet. Et anliggende der hævet over enhver tvivl er et indre anliggende for folkekirken. Så meget for særstatus og den traditionsrige skønsomhed. Derfor skrev landets 10 biskopper også til kirkeministeren, at de med forundring og tristhed konstaterer, at regeringen fremsætter lovforslag om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag uden at inddrage folkekirken. Et budskab som mange andre dele af det folkekirkelige landskab ligeledes har udtrykt.
Vi mister så meget
Tilbage står, at vi mister en af vores hidtidige 11 helligdage. Vi mister et tiltrængt åndehul i et stadig mere fortravlet arbejds- og hverdagsliv. Vi mister en stor konfirmationsdag, hvor mange unge bliver fejret, når de selv har bekræftet deres dåb. Vi mister en dag med tradition. Med varme hveder. En forlænget forårsweekend, ofte med samvær med familie venner. Et af de få tidspunkter, hvor mange har fri samtidig. Vi mister noget af det skønsomme forhold, staten og kirken har haft indtil nu. Vi mister en del af vores kristne arv og identitet. Vi mister en af de dage, der har dybe rødder i den danske historie, en del af vores kultur. Det, der gør vores land til vores. Vi mister en del af sammenhængskraften.
