Af Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicap Forbund
Indtil videre viser en delevaluering af frikommuneforsøget tilfredshed blandt både borgere og kommuner. Det ser ud til, at øvelsen giver mulighed for, at borger og medarbejder i højere grad kan mødes om at afdække behov og løse opgaverne individuelt.
Med andre ord er der tegn på bedre en kontakt mellem mennesker og fagligheder i stedet for skemaer, tvang og rigide regler.
Mange af vores medlemmer med fysiske handicap er dybt afhængige af den hjælp, der ydes i kommunerne, og derfor er det altid med tilbageholdt åndedræt, at vi følger denne slags eksperimenter.
Men de tilbagemeldinger, jeg har fået fra vores repræsentanter, lyder forsigtigt positive. Dog er det med en bekymring for, at det er forholdsvis tilfældigt, hvilke mennesker, faglighed og kultur, der befinder sig i det enkelte tilbud eller lokalområder.
Så mit spørgsmål er, kan vi være sikre på kvaliteten? Og hvordan garanterer vi, at frisættelsen bliver en fordel for begge parter og ikke et fripas til besparelser og forringelser?
Fordel for både borger og kommune
Læseren vil måske ikke være overrasket over, at vi som handicaporganisation i udgangspunktet kan have en vis skepsis for frisættelsen, fordi vi frygter for retssikkerheden, hvis det gøres uigennemtænkt.
For mig er det vigtigt at slå fast, at vi faktisk selv arbejder med at finde simplere løsninger. Vi har repræsentanter, som hver dag arbejder lokalpolitisk med at skabe bedre resultater for både borger og kommuner. De er dygtige forhandlere, som for længst har fundet ud af, at løsninger bliver bedst, når begge parter er enige om dem.
Vi har allerede flere gode eksempler på lokale forenklede procedure, som, vi mener, indeholder afgørende læring, når man igangsætter en større frisættelse af området. Lad mig fremhæve et enkelt: Nogle af vores lokale repræsentanter, har fået afskaffet den ellers årlige minutiøse opfølgning af BPA-ordninger (borgerstyret personlig assistance).
Formålet med den kommunale indsats har været at sikre borgerne den rette hjælp, men mange steder har det efterhånden udviklet sig til et kontrolregime, som mere handler om at skære i borgernes hjælp for at spare penge.
Det betyder de fleste steder, at flere af vores medlemmer i månedsvis lever i frygt for, at fundamentet under deres tilværelse fjernes. Det sker samtidig med, at kommunerne bruger et astronomiske antal arbejdstimer på at gennemgå sager, hvor borgerens situation ikke er forandret, og den tid kunne være anvendt bedre andre steder.
Det har afskaffelsen lavet om på, som er fundet med udgangspunkt i regler, som allerede eksisterer i lovgivningen, men som fravælges af de fleste kommuner – formentlig ud fra en forestilling om, at kontrol er vejen til at holde styr på økonomien. Og det er rigtigt ærgerligt.
Vores budskab er, at den slags eksempler indeholder enorm stor værdifuld læring, fordi de tager afsæt i noget, som er en fordel for begge parter. Det skal vi lære af, før vi frisætter, og vi, som har stor lokal indsigt, vil gerne bidrage med i den kommende proces.
Læring og retssikkerhed
Vores vigtigste budskab er lige nu, at man tænker sig rigtig godt om, når man begynder at tegne konturerne til et nyt og mindre bureaukratisk system.
Her er bare ét eksempel på, at man allerede i dag kan fjerne unødig revisitering, og vi har i frikommuneforsøgene set de første spæde tegn på, at der kan komme endnu flere, når løsningerne skal findes, der hvor hjælpen reelt udføres.
For os, som er 100 procent afhængige af et kompensatorisk fundament for at kunne leve et aktivt liv, er retssikkerheden dog altafgørende. Det dur ikke at gamble med stærk faglig visitation med fokus på individuel udmåling af hjælp, for den individuelle behovsvurdering og udmåling er vores eneste sikkerhed for, at man kan sikre, at der leveres på opgaven under mere frisatte rammer.
Vi tror på forenklingen, men vi vil gerne slå en fed streg under, at den skal bygge på en styrket retssikkerhed med konsekvenser ved lovbrud – kombineret med en reform af handicapområdet, som den er beskrevet af en samlet handicapbevægelse.
Det er farligt at frisætte uden omtanke, da det risikerer at skade langt mere end det gavner, men med opskriften på plads, ser vi en mulighed for, at afbureaukratisering kan komme både borgere, kommuner og samfundsøkonomien til gavn.
