
Birkerød: De fejende skørter og strålende skjortebryst runder et skarpt hjørne. For 25. gang indbyder Helikon lørdag den 13. marts til Operabal i Birkerød. Programmet for det jubilerende bal byder blandt andet på underholdning af den verdenskendte sopran Gitta-Maria Sjöberg.
– Operaballet er et bal i god gammeldags forstand. Der skal være stil over det. Damerne er i lange kjoler og herrerne i kjole og hvidt, smoking eller mørkt tøj, uddyber formanden for den musikalske forening, siger Helikons formand, Erling Dybkær.
Udover en tre retters menu byder aftenen også på flere musikalske indslag. Aftenens hovedattraktion bliver, når en af det Kongelige Teaters førende sopraner, den verdensberømte Gitta-Maria Sjöberg indtager scenen. Hun vil underholde balgæsterne med arier fra nogle af de største operaer.
Sopranen Gitta-Maria Sjöberg er født i den lille svenske by Trollhättan, men bor i dag på Amager. Gitta-Maria Sjöberg har sunget over hele verden, og mange sammenligner hende med Maria Callas. Hun har siden sin uddannelse været fast tilknyttet Det Kongelige Teater sideløbende med sin internationale karriere.
Under middagen spiller "Den Nye Radiotrio", og når danseorkestret "Wood I Hermanns" tager fat, er det tid til at kridte danseskoene. Selvfølgelig skal der traditionen tro også danses Lanciers.
– Lanciers er populært ved vores Operabal. Vi har en del kvadriller, altså fire par, som kommer fra hele Nordsjælland, der sammen bestiller plads, og glæder sig til at danse den traditionsrige dans, fortæller Erling Dybkær.
For dem, der gerne vil genopfriske dansen, er der kursus i Lancier for begyndere og øvede søndag den 7. marts klokken 14-16.30 i Toftevangskolens Festsal, ved danser og koreograf Lars Bjørn. Dansetegn løses ved indgangen.
Operaballet finder sted lørdag den 13. marts klokken 17.30 i Toftevangskolens Festsal i Birkerød. Prisen pr. couvert er 625 kroner, og billetter bestilles hos Helikons Sekretariat, telefon 45 81 12 24, hurtigst muligt med betaling senest den 25. februar.
Der er flere oplysninger på Helikons hjemmeside: www.helikon-mta.dk.