Ungdomsforestilling tvunget til at flytte

Oplevelse: Ungdomsteaterforeningen Limenas har i 30 år opsat store forestillinger i Birkerød. Men Mantziusgården er under ombygning og derfor er årets forestilling og alle prøverne nu flyttet til Kulturcenter Mariehøj i Holte, hvor optimismen bobler forud for premieren den 17. januar.

Ungdomsforestilling tvunget til at flytte

120 børn og unge deltager i årets Limenas-forestilling, der i år er flyttet fra Mantziusgården i Birkerød til Kulturcenter Mariehøj i Holte. Foto: Limenas

Rudersdal: Mange ting skal gå galt før alting bliver godt… Sådan er opbygningen i rigtig mange teaterforestillinger, men for den succesfulde ungdomsteaterforening Limenas har ovenstående sætning også været den barske virkelighed de seneste år. Nu tegner fremtiden dog igen lys. Årets forestilling står foran premieren den 17. januar:

Artiklen fortsætter under boksen…

Kort om årets forestilling: Jeg er Mozart

Der findes et utal af anekdoter om den kyniske Dronning Marie Antoinette, den mægtige hofkomponist Antonio Salieri og vidunderbarnet Amadeus Mozart. Forestillingen Jeg er Mozart udfordrer tidsskrifternes tunge autoritet og undersøger, om tidens strukturer i virkeligheden dækker over en ukendt sandhed, om en skjult stjernekomponist?

Jeg er Mozart sætter verdenshistorien på spidsen, og puster til ubekræftede rygter, om hemmelige aftaler og korrupte kompositioner.

Tag familie, venner og alle du kender under armen, og nyd en tankevækkende aften i teatersalen på Kulturcenter Mariehøj når børne- og ungdomsteatret Limenas, spiller en fantastisk forestilling, fyldt med live-musik og masser af energi fra de 120 medvirkende.

– Corona-pandemien ramte Limenas hårdt. En hel sæson blev aflyst. Sidste år genåbnede vi Mantzius i Birkerød efter nedlukningen, men smittetallet var højt, og det førte til aflysninger af forestillinger og dermed lavere billetsalg. Samtidig var antallet af skuespillere på det laveste niveau nogensinde, fortæller Rikke Ertmann fra Limenas forældrebestyrelse.

Mere synlighed

Som konsekvens af den hårde tid arbejdede bestyrelsen benhårdt på at gøre Limenas mere synlig. Foreningen deltog blandt andet til Birkerød Morgenbord og Birkerød Kulturnat, og nye skuespillere begyndte at strømme til. Samtidig lykkedes det også foreningen at få støtte fra Nordea Fonden.

– Lidt hårdt sat op kunne vi ånde lettet op og sige, at foreningen var reddet. Den kedelige udvikling var vendt og vi så positivt frem mod den nye sæson, forklarer Rikke Ertmann.

Artiklen fortsætter under billedet…

Limenas består og har bestået i 31 år med ambitiøse og stort opsatte forestillinger med et professionelt instruktørteam, professionel lys og lyd, kostumier, scenograf. Der er også liveband ved forestillingerne. Foto: Limenas

Limenas har i mange år haft et helt unikt samarbejde med Mantziusgården, hvor Limenas har benyttet den fine teatersal i hele januar. Men Mantzius er i øjeblikket i gang med en større ombygning og lydisolering, og arbejdet er blevet forsinket. Limenas har derfor været tvunget til at flytte:

Kæmpe puslespil

– Årets forestilling og alle prøverne op til er i sidste øjeblik blevet flyttet fra Mantzius i Birkerød til teatersalen i Kulturcenter Mariehøj. Det krævede dog først, at et stort puslespil gik op. Det er ikke så ligetil at flytte en hel produktion samtidig med, at teatersalen i Mariehøj jo allerede er meget benyttet, fortæller Rikke Ertmann.

Hun peger i den forbindelse på, at flytningen også betyder væsentlig mere transport for børn, forældre og publikum.

– Alle i Limenas arbejder hårdt for at få det hele til at lykkes, og vi glæder os til forestillingsperioden i de nye, midlertidige omgivelser. Det gælder også alle forældrene som hjælper med at sy kostumer, bygger scenen, laver mad, passer bar, rydder op og meget andet. Uden dem intet Limenas, fastslår Rikke Ertmann.

Den nye forestilling “Jeg er Mozart“ har premiere den 17. januar i Kulturcenter Mariehøj, og det er ungdomsteaterforeningens 31 forestilling skabt med baggrund i det helt særligt Limenas-fællesskab bestående af en række dygtige instruktører, en aktiv forældrebestyrelse og masser af lokale børn og unge.

Eller som det hedder i Limenas-sangen, der afslutter hver forestilling:

– Vi har Limenas, Limenas består!

Forestilling og billetter

– Tirsdag 17.1: Premiere kl. 19.30

– Onsdag 18.1: Forestilling kl. 19.30

– Torsdag 19.1 til søndag 22.1: Pause

– Mandag 23.1: Forestilling kl. 19.30

– Tirsdag 24.1 Forestilling kl. 19.30

– Onsdag 25.1: Forestilling kl. 19.30

– Torsdag 26.1: Pause

– Fredag 27.1: Forestilling kl. 19.30

– Lørdag 28.1: Forestilling kl. 17.00

Billetter: Billetter købes på Billetto (søg på Limenas – Jeg er Mozart).

Årets Limenas-plakat.