
Flere kommunale besparelser er formentlig i vente i fremtiden for Rudersdals borgere, skriver Frederiksborg Amts Avis. Det fremgår af Rudersdal Kommunes budgetforslag for 2017, som netop er sendt i høring, for forslaget kommer med et omfattende besparelseskatalog.
– Beregningerne for 2017 viser, at der stadig er betydelige udfordringer for kommunens økonomi, siger borgmester Jens Ive (V) og fortsætter:
– Der er stadig tydelige reduktioner på de forskellige udgiftsområder, men vi håber, at verden ikke kommer til at se helt så slem ud, som 2017 indikerer. For så bliver det en meget voldsom reduktionsrunde, vi skal igennem.
Borgmesteren siger videre, at kommunen vil forsøge ikke at ramme de svageste borgere i besparelserne.
– Vi vil først se på vores mest sårbare borgere, for det er klart, at med de lidt stærkere borgere, kan vi måske nemmere finde nye veje til at nedbringe omkostningerne på en sådan måde, så vi kan friholde dem, der virkelig har et behov. Men det bliver en meget hård prioriterings- opgave, siger Jens Ive.
Borgmesteren oplyser i øvrigt, at der er stor usikkerhed i forhold til økonomien i de efterfølgende år, hvorfor den videre politiske behandling af besparelsesforslagene må vente til efter sommerferien, når der kommer opdaterede beregninger.
I juni blev der indgået aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for 2017. Og selvom aftalen gav et bedre resultat end regeringens udspil – også for Rudersdal Kommune – er der fortsat betydelige udfordringer og stor usikkerhed om kommunens økonomi.
– Det er jo en konsekvens af, at Danmark har nogle økonomiske udfordringer i øjeblikket. De udfordringer smitter selvfølgelig også af på kommunerne, siger Jens Ive.
Læs hele artiklen i Frederiksborg Amts Avis fredag den 8. juli.