Succes giver blod på tanden

Succes giver blod på tanden
Foto: fribergphotography.com

Fodtennis: Lille forbund havde stor succes ved første internationale stævne i Danmark.

Der var smil på læberne hos Camilla Friberg, der i weekenden både arrangerede Danmarks første internationale stævne, og som selv spillede med i turneringen og blev nummer fem.

Stævnet løb af stablen i Birkerød Idrætscenter, hvor der var kampe både fredag og lørdag.

Ved åbningsceremonien var den tidligere FC Rudersdal-træner og nuværende næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune – Thomas Lesly Rasmussen – ude at holde tale.

– Det er gået over al forventning, hvis man ser på organiseringen af turneringen, så har alt spillet. Det var nogle af ting, vi var list spændte på, for vi har aldrig afholdt et internationalt stævne før. Det er fedt som en lille sport, at sådan noget kan lykkes, siger Camilla Friberg.

Det var fodtennis på et højt plan, der blev spillet ved stævnet, der havde omkring 75.000 kroner i pengepræmier.

– Spillerne har spillet fodtennis på et rigtig højt niveau, siger Camilla Friberg og fortsætter:

– Hos herrerne har vi fire danske og fire rumænske spillere med. Specielt danskerne har spillet på et rigtig højt niveau. Det har de andre lande også, men generelt set har det været et højt niveau.

I en lille sport som fodtennis er det ikke nemt at vide, hvordan modstandernes niveau er. For spillerne møder ikke hinanden så tit.

– Vi møder mange til slutrunderne, og det er en gang om året, vi er til EM eller VM. Man er aldrig helt sikker. Man ved selv, om man har forbedret sig i løbet af året, men man ved ikke, hvor meget de andre har forbedret sig, siger Camilla Friberg, der repræsenter Ganløse, og blev nummer fem.

– Hvis jeg havde ramt dagen, så kunne jeg have været blevet nummer fire, så jeg er glad og tilfreds. Jeg synes, jeg har spillet flot fodtennis, og det var det, jeg gik efter.

– Jeg prøvede at presse på mod nogle af de gode spillere, men det lykkes så bare ikke. Jeg forsøgte, siger hun og har ros til en af de unge danske spillere.

– Vi har lige set en af de unge spillere – Nikolaj Hansen – han har spillet rigtig godt. Han blev nummer to i kvalifikationen, og han spiller næsten lige op mod nogle af verdens bedste i dag, siger Camilla Friberg.

Fodtennis Danmark tager meget med sig fra oplevelsen.

– Vi har meget at lære fra sådan en turnering. Vi havde en åbningsceremoni med en nationalsang. Det giver en følelse i kroppen, som man ikke får normalt.

– Så vi har nogle ting at arbejde med i forhold til danmarksmesterskaberne, hvor der er nogle ting, vi tager med herfra, siger Camilla Friberg, der er glad og stolt.

– Jeg tror ikke, det er sidste gang, vi holder et stævne som det her. Det har givet blod på tanden, at vi godt kan, selvom vi er et lille forbund.

– Jeg går hjem med en rigtig god følelse, siger Camilla Friberg, der regner med, at der har været omkring 150 tilskuere til stævnet i løbet af weekenden.