Rudersdal: 150.000 kroner…
Det var det beløb, som BROEN Rudersdal, der støtter kommunens udsatte børn og unge, fik sidste år fra Rotary i Holte. Og det bedste af det hele var næsten, at pengene kom i hus ved, at en masse mennesker hyggede sig. Det var overskuddet fra Holte Dagen, der sidste år både havde debut og blev en kæmpe succes.
Derfor kommer der også en Holte Dagen i år, så sæt kryds i kalenderen den 3. juni.
– Brikkerne til det store arrangement lægges og falder løbende på plads, og nu har vi lige underskrevet en aftale med BROEN Rudersdal, så udsatte børn også i år er i fokus, fortæller formand for Holte Dagen Henrik Seest fra Rotary Holte.
Han fortsætter:
– Vi har indgået aftale med BROEN Rudersdal, fordi vi gerne vil støtte udsatte børn og unge, der lever under fattigdomsgrænsen i kommunen. Støtten betyder eksempelvis, at de kan komme på Sommer Camps, som deres forældre ikke har økonomiske midler til.
BROEN Rudersdal blev oprettet i juni 2018. Det er en frivillig, ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark. Formand for BROEN Rudersdal er Lars Stilling Netteberg. Til avisen siger han:
– Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger i hele kommunen. I 2022 har vi hjulpet 204 børn og unge i Rudersdal til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.
Lars Stilling Netteberg skynder sig at tilføje:
– Det er blandt muligt med den støtte, vi fik fra Holte Dagen, og som vi kan se frem til igen at modtage i år. Det er vi både glade og taknemlige for, lyder det med et smil.
Præsidenten i Rotary Holte, Amer Ramzan, har også mundvige, der peger opad:
– Jeg er glad for, at vi også i min præsidentperiode kan få stablet Holte Dagen 2023 på benene. Jeg forventer, det bliver endnu en succes, så jeg opfordrer til, at man noterer datoen den 3. juni og kommer på Holte Havn for at opleve en dag med masser af god underholdning og spændende aktiviteter for børn, unge og voksne. Jeg vil selvfølgelig også gerne opfordre til, at hvis der er nogle, som har lyst og ressourcer til at støtte dagen som sponsorer eller stadeholdere, så tag fat i os. På flere niveauer støtter det et godt formål, påpeger Rotary-præsidenten.
Interesserede kan kontakte Henrik Seest på mail: henrik.seest@tdcadsl.dk