SE BILLEDER: Landsholdsprofil kom til sommerstævne

Foto: Joram G. Menzer

Hvad vil du gøre, hvis du spillede mod Ronaldo? Hvem sover du mest på værelse med på landsholdet? Hvem er din bedste fodboldveninde? Hvor mange jongleringer kan du tage?

Spørgsmålene var mange og ivrige, da landsholdsspiller Line Røddik stillede op til spørgsmål i forbindelse med sommerafslutningen i Skjold Birkerøds pigeafdeling, skriver Frederiksborg Amts Avis mandag.

Godt 70 spillere mellem 6-13 år var mødt op under en skyfri himmel til et ikke helt almindeligt sommerstævne før ferien. Landsholdsspiller Line Røddik, der selv spillede i klubben fra barnsben, dukkede nemlig op til inspiration og glæde for pigerne.

– Jeg har selv rigtig gode minder her fra banerne, så det er dejligt at kunne give lidt tilbage, så de (spillerne, red.) kan se, at man også som pige og kvinde kan blive professionel og få mange oplevelser med sin sport, siger Line Røddik, der spillede på drengehold i Skjold Birkerød, indtil hun som 13-årig rykkede til Skovlunde.

Hun har spillet 132 kampe på kvindelandsholdet og været udlandsprofessionel i blandt andet svenske Tyresö, Olympique Lyon og senest i FC Barcelona. I fredags afslørede hun så på sin Instagram-profil, at hun nu siger farvel til FC Barcelona, og i næste sæson tørner hun ud for Ajax Amsterdam.

Tilbage i Birkerød blev der mellem fodboldkampene og kagesalget tid til at få prydet Skjold Birkerøds sort/gule spilletrøjer og pigernes fodboldstøvler med Line Røddiks autograf, og der blev taget fotos på stribe sammen med idolet.

– Det at gå til fodbold handler om meget mere end at lære at sparke med vrist og lave glidende tacklinger. Det er vigtigt for os, at pigerne føler sig som en del af et fællesskab på holdet og i klubben, og det er tanken med at lave sådan et arrangement. At fodbolden samler og derigennem kan løfte både den enkelte og holdet uanset om man hedder Line Røddik eller Katrine på syv år, siger træner for U7-U9-pigerne, Marianne With Bindslev.