
Fire politibiler og to af etatens motorcykler vakte søndag eftermiddag opsigt på Stationsvej i Birkerød.
Frederiksborg Amts Avis var tilfældigvis på stedet, hvor tre unge mænd blev anholdt, og hvor en 21-årig mand med ukendt adresse nu er sigtet for trusler og »fornærmelig tale« mod politifolkene.
Forhistorien var ellers fredelig. To af Nordsjællands Politis motorcykelbetjente var på corona-tjek ved Birkerød Station, da de tre unge stod af toget. Mens flere af de øvrige passagerer stoppede ved det nærtliggende fodgængerfelt, fortsatte de tre unge over for rødt.
Den ene af motorcykelbetjentene gik derfor over til de unge mænd, der dog tog det alt andet end pænt.
De begyndte at »spille op«, kalde betjentene korrupte og gloser, vi ikke bringer i avisen, mens de opfordrede til slagsmål og kom med voldsomme trusler mod især den ene betjent. En af de unge blev herefter anholdt, mens de to andre tog flugten, da de hørte, at politi-forstærkningerne var på vej.
Politi-jagt
Den anden motorcykelbetjent satte efter de to unge, og med hjælp fra de assisterende politibiler fik lovens lange arm fat i de to i viadukten mellem Stationsvej og Søvej, hvor også de blev anholdt.
Udover den 21-årige er en 19-årig mand fra Birkerød sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser Nordsjællands Politis presseafdeling. Den tredje er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.