
En 16-årig pige fra Vedbæk blev torsdag aften klokken 22.16 udsat for blufærdighedskrænkelse af en mand på Vedbæk Station, oplyser Nordsjællands Politi.
Den unge pige var netop steget af toget, da manden spurgte, om hun havde en lighter. Den unge pige svarede, at det havde hun ikke, hvorefter manden tog hende på bagdelen og kommenterede hendes udseende. Pigen løb fra stedet og kontaktede herefter politiet.
Manden beskrives som 50-60 år, cirka 170 centimeter høj, kraftig af bygning, brun i huden med sort hår og skæg. Han var iført en mørk hue, mørk vinterjakke og talte dansk.