Lille Virgil kommer til byen og holder indflytterfest med koncert

Foto: Joram G. Menzer

Et hønsehus med en etbenet hane. En købmand med en ene-og-alene-stork på taget. Den store sorte smed og fru Madsen, der bor i et tårn med en vejrhane.

Dét og meget mere kan man opleve i den store nye legeudstilling, der bygger på Ole Lund Kirkegaards børnebog »Lille Virgil«, når Hovedbiblioteket på søndag inviterer til indflytterfest med lakridspiber og Skrallebang-koncert for hele familien.

Den ikoniske børnebog »Lille Virgil« af Ole Lund Kirkegaard er iscenesat som en litterær udstilling, som børnefamilier kan udforske og lege i.

Og nu flytter udstillingen altså ind på Hovedbiblioteket i Birkerød med Lille Virgils hønsehus og hele den lille by fra Ole Lund Kirkegaards univers, skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.

Særlig sang til Lille Virgil

I udstillingen kan man blandt andet spille dukketeater, besøge købmanden, være smed for en dag – og undre sig over mange fantasifulde ord fra forfatterens pen, som for eksempel en himstergimsfugl og en tullinip. Man kan lege og digte i udstillingen hele efteråret fra på søndag, hvor der klokken 10.00 er indflytterfest for Lille Virgil med sodavand og lakridspiber.

Klokken 10.30 og igen klokken 11.30 kan man også komme til koncert med bandet Skrallebang, der endda har komponeret Lille Virgil sin egen sang. »Har du hørt om en dreng, der boede i et skur? Med en handicappet hane som eneste vækkeur?«

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis mandag…