Rudersdal: Vores ”grænse” til den sydlige nabo Lyngby-Taarbæk Kommune følger i dag på store stræk Mølleåen. Mølleåen har sit udspring i området mellem Buresø og Bastrup Sø, hvor vandskellet er mellem det østlige Sjællands afvanding til Øresund og vestlige Sjællands afvanding til Roskilde Fjord.
Fra Bastrup Sø løber Mølleåen via Hestetangmølle til Farum Sø, gennem den smalle landtange ved Fiskebæk og ud i Furesøen. Fra Furesøs sydøstlige hjørne fortsætter Mølleåen fra Frederiksdal til Lyngby Sø, hvorfra den drejer mod nord til vore dages Fuglevad, Brede, Ørholm, Nymølle, Stampen, Rådvad og til udløb i Øresund ved Strandmøllen (SM).
Mølleåen er altså meget andet end en ”grænse”: åen er en perlekæde af vand, hvor perlerne udgøres af små og store bebyggelser, opstået på begge sider af og over Mølleåen. Og langt de fleste af disse bebyggelser har deres oprindelse i Danmarks tidligste industrialisering, der kunne udnytte energien i den vandrige å. Man taler om at vores ”industrielle vugge” stod ved Mølleåen.
Vandstanden i Furesøen er i over 100 år blevet reguleret fra slusen ved Frederiksdal, og her har man også kunne regulere vandføringen nedstrøms i åen, så man – ideelt set – kunne sikre, at der var vand (kraft) nok til alle møllerierne på vej mod Øresund.
Dette forhold fik Krigsministeriet til i slutningen af det 19. århundrede at tildele Furesøen og Mølleåen en vigtig strategisk rolle i forsvaret af København: Skulle Hovedstaden blive truet af en landstyrke fra nord, skulle man åbne slusen ved Frederiksdal, og lukke Lyngby Søs afløb til Mølleåen og Bagsværd Sø, og vandet skulle så – med nogle kraftige bearbejdninger af landskabet – dække hele området fra Lyngby over Ermelunden og ud til kysten.
Videre skulle oversvømmelsen fortsætte mod syd og helt ud til Utterslev Mose, hvor Vestvolden sørgede for resten af beskyttelsen af Hovedstaden. Heldigvis blev det aldrig aktuelt at afprøve dette projekt i virkelighedens Verden, og det havde næppe heller fungeret efter hensigten – men det var stor tænkt.
Så da Københavns befæstning i 1909 blev besluttet nedlagt, slap Mølleåen for at skulle fungere som en integreret del af det danske forsvar.
Allerede inden de vidtløftige planer blev opgivet have Mølleådalen fået en langt mere praktisk betydning: som et elegant tracé for en lokalbane fra Lyngby til Vedbæk.
Det indebar to oplagte fordele: Mindre gravearbejde, da jernbanen på lange strækninger kunne anlægges langs Mølleåens bredder, og dernæst fik man alle de lokale virksomheder i området koblet op på banen, så man forestillede sig, at der blev et godt opland for gods og personer. Lokalbanen åbnede i 1900, strækningen Nærum-Vedbæk lukkede 1923, men ”Grisen” kører stadig, nu med endestationer i Nærum og Jægersborg.
Så selv om vandveje ofte ”skiller”, har Mølleåen i vores område ”bundet sammen”.
